Jeg ved ikke, hvornår jeg første gang fik den fikse idé, at vi i dansk lit­te­ra­tur(historie) kunne og burde optegne et nyt, stærkt, centralt spor, Humoristisk Avantgarde (eller Humorisme eller HAvantgarde, kært og sært barn har ikke fundet sit rigtige navn endnu), der skal rette op indtil flere graverende skævheder (herunder den at skæv litteratur er mindre central og stærk og ny end snorlige litteratur):

På den ene side har vi en humoristisk litterær praksis hinsides institutionens grænser (såvel som avantgardens angivelige grænseløshed), på revyscener, på plader og cd’er, i årshæfter, på avisbagsider, i børnebøger, i “mandelgavebøger”, med nogle i al usynlighed fremragende og ganske ustyrlige udøvere. På den anden side har vi indenfor institutionens grænser en række forfatterskaber og enkeltværker, der gør sig dobbelt mistænkelige ved på samme tid at eksperimentere uforholdsmæssigt og målrettet benytte sig af humor (der virker!). Men vi har også dobbeltagenterne, som forfjamsket løber frem og tilbage mellem institutionen og ingenmandsland, men helst kun vækker morskab på sidstnævnte lokation (eller viklet ind i pigtråd på lige præcis grænsen), jf. de klassiske linier af en kendt dobbeltagent: “Jeg skriver sjove digte, jeg skriver osse triste,/ de første læser andre folk – selv læser jeg de sidste.”

Vi kan med det nye spor stille noget konstruktivt op med nationalinstitutionen Robert Storm Petersens unikke tekstproduktion, og vi kan få ordentlig ram på Storm P.-haderen PH og de øvrige uldturradikale fra 30’erne og fremad; som skræmmende effektive talsmænd for alvorlig sjov (så utroligt at PH nu kanoniseres som revyforfatter, det var ham, der ødelagde revyvisen, ved at rationalisere den, han kan selv få en gang lak, kan han) og funktionel modernisme var (og er!) de dobbelt skurkagtige. Vi behøver ikke længere at flove den i 20’erne og 30’erne med one shots’ene Harald Landt Momberg og Broby-Johansen og den blege surrealist gustaf munch-petersen; der er i de år en hel skov af vildskab, den er der bare for sjov og som sjov (med bl.a. akkurat avantgarden), hvilket hermed er mere end i orden, i gloriøs uorden nemlig. Ingen vej udenom at afnissificere Jens August Schade som vores største, INTERNATIONALESTE digter 1900-1950 (hvilket han allerede var i Poul Borums Poetisk modernisme). Vi kan blive fri for at desavouere og undskylde og neutralisere store digteres lille (platte, vitsende, ordspillende, nonsensiske) humor, jf. bare den sene, (selv)sarkastiske Henrik Nordbrandt, “Selvbiografi tre afsnit”: “1./ Aldrig.// 2./ Mere.// 3./ Hjem.” (fra Besøgstid, 2007). Marts 1970 bliver et væsentligere og originalere Rifbjerg-værk end Den kroniske uskyld. Humor får lov at være et argument i sig selv for kanoniseringen af ignorerede og amputerede 70’er-digtere som Peter Laugesen, Dan Turèll, Klaus Høeck, ­Viggo Madsen og Eske K. Mathiesen (og de lige så dårligt behandlede 80’er-digtere F.P. Jac og T.S. Høeg). Det bliver muligt at komme væk fra den bøse bürgerske avantgardemodel med dens forfald fra livskunst til popkunst og se avantgarden som mere legesyg end revolutionær eller revolutionær fordi (nådesløst) legesyg. Og frem for alt får vi en masse nye, fantastiske forfattere, levende og især døde, som vi kan tillade os at finde lige så fede, som de faktisk er.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fik den fikse idé, eller om jeg overhovedet selv har fået den; der var portrætterne af Gustav Wied, Robert Storm Petersen, Jens August Schade og Hans Scherfig til første bind af Danske digtere i det tyvende århundrede, 2002, der var samme år kurset “The Daily Avantgardian” på KUA og antologien Digte til drengene, og derefter var der i hvert fald ingen vej udenom og slet ingen vej tilbage: ideen forfølger mig, og jeg forfølger den, og jeg forfølger alt og alle med den, og hele tiden ser jeg for mig Den Store Bog: DU GRØNNE ANSJOS. Historien om Radikalt Sjov Dansk Litteratur, hovedrigt illustreret; seneste tilløb er avisføljetonerne “En kanonkonge med kort lunte”, 2004-2005, og “Karikeret ABC”, 2006-2007, og artiklen om tvillingeparret Storm P. og Kurt Schwitters, “Høj merskumologi! Notater mod en definition af Tivoli ­(revy)­avantgarden som snurrepiberi” i den vældige avantgarde-antologi En tradition af opbrud, 2005, og så mine folkelige foredrag rundt i landet, der lader som om, at de handler om kanon, i virkeligheden er de bare agitprop for min alternative kanon, i virkelig­heden handler de bare om at oplæse Storm P.’s “Aakirkeby” højt og insisterende for 117. gang, jeg bliver ikke træt af den: “Barnet skinner – Moderen regner! Nej – Barnet er inde i Solen – Moderen skinner! Barnet er lyseblaat – nej – jo – nej! Det vil sige – altsaa Barnet staar paa Moderen og sér ud over ­Vognen!” Visionær humorisme sgu da! Og uafladeligt falder jeg over dugfriske gamle tekster, der brat er uundværlige, senest, i forbindelse med karikatur-føljetonen, den unikke, satiriske fabel Fra Vov-Vov-Byen, “Et lille stykke Storstads-Historie i Tekst og Billeder af Anton Melbye og Alfred Schmidt”, som udkom på Klods-Hans’ Forlag i året 1902.

Nogen gange synes jeg, at der kun er to slags dansk litteratur, den ufrivilligt morsomme slags og den frivilligt morsomme slags. Et eksempel på den frivillige slags kunne være dette uddrag fra At Tænke Sig’s usignerede føljeton “Hjalmar Crillesøn”, med undertitlen “en rigtig historisk Roman fra Amagers Trængselstid – farvestraalende og blodrig, som det er Tidens Løsen”, optrykt i antologien Sytten sælsomme fortællinger, 1943, og uden konkurrence århundredets bedste parodi på Ib Michaels Troubadourens lærling:

"Vildt vuggende raser Hjalmar og Jacob deres sagnskabende Ridt over Amager. Vinden piber som syngende Djævle i Jacobs Tyndskæg og fløjter gennem Naadigherrens Hjælm, der er skubbet om i Nakken. Et sært Smil trækkes Hjalmar over Aasynet: “Kanske var Dragørgaard ej den ildeste Plads at komme til.’ ‘Hvi-ledes,” ymte Jacob gispende. Saddelhoppende kommer Naadigherrens Ord sætvis gennem det klaprende Visir. “Tvende Mand kunde – vi dog ej tage Am – agers fast stærke – ste Borg.” Hjalmar smidske lidet. “Min Farbror, Kong Kret, lovede nys at skikke mig hid sine vilde frederiksbergske Lejetropper. Kan hænde de alt lege i Sandet ved Dragør”"

Et eksempel på den ufrivillige slags kunne være dette uddrag fra tvangskanoniske Martin A. Hansens be­kendte radioroman Løgneren, 1950:

"Det var ikke rigtig mørkt endnu da jeg kom derop. Det var i disse Minutter under Dagens Død som Omstrejferen sætter lige saa højt som Daggryets Mirakel. Du ved, da Rummet blaaner dybt og det nære er fjernt, mens det fjerne rækkes hen imod dig. Man staar og ser sig om i den hensynkende Verden, man hører Vinden kan Brorson udenad. Nu ser man kun Blaanet, nu ser man den første skælvende Stjerne tændt. Da ved Jægeren at han snart skal høre Hvinet af Vingerne. Den første And. Og da køler sig i Stilheden den som har sit brændende Saar. Selv den der altid har Tvivl som Støverhunde i sit Spor kender i disse Øjeblikke det guddommelige som en Magt over sig."

I hvert fald ikke Anders And, hvis ugeblad var be­gyndt at udkomme to år før ... Men jeg indrømmer gerne, at Martin A. Hansen er lige den grad sjovere end Hjalmar Crillesøn (og Ib Michael).

Haregade ........ Haps
Lad os via eksemplariske eksempler studere den rent lyriske humorisme og dens dramatiske zigzaggen op gennem det 20. århundrede. Vi kan blive nødt til at begynde med en højst forunderlig tekst, et hovedværk, vil jeg mene, i radikal-sjovets kanon, men dags dato helt og aldeles ukendt, nemlig Anton Melbyes revyvise “Nye Postdistrikter”, sunget af Frederik Jensen til Olfert Jespersens melodi i Sommerrevyen 1914, hvilket man nok gad have oplevet, og optrykt i Axel Henriques’ udvalg af Melbyes Viser, 1930. Axel Henriques (1851-1935) og Anton Melbye (1862-1929) var danske visekonger i fyrre år, leverede til både sommerrevyerne og Blæksprutten, som de i mange år var redaktører af, og rigtig mange viser, bl.a. klassikeren “Den oldenborgske kongerække”, skrev de kollektivt. Den eneste litteraturhistoriker, der har noget at sige om Henriques & Melbye, er Vilhelm Andersen hen mod slutningen af Illustreret dansk litteraturhistorie, bind IV, 1925, men patroniseringen er til at tage og føle på, når den udgivne brøkdel af vise-værket karakteriseres “som Minde om en journalistisk Poesi, der fik og har sin Betydning som Samtidshistorie, men som saa meget andet blev standset i Væksten mod den store, frie Form.”

Andersen (som vi grumt vender tilbage til nedenfor) ville nok have betegnet “Nye Postdistrikter” som en ondartet misvækst, fordi den viljestærkt benytter sin frihed til at søge nedad i stedet for opad. Jeg har ikke undersøgt om der ligger en aktuel be­givenhed – = nye navne til de københavnske postdistrikter – bag visens fikse idé, eller om den er opstået ud af det blå, men for os, der ikke interesser os for journalistik og samtidshistorie, er det heller ikke så vigtigt, det er kun den poetiske værdi, og den er betydelig. Viser er sjældent korte, heller ikke “nye Postdistrikter”, men jeg synes, den fortjener at læses in extenso, og jeg håber, redaktionen er enig :

"Jeg har altid Ho’det saa fuldt af splinterny Ideer,
Jeg vil hjælpe Postvæsnet, saa det ej sig dummer mere,
Dette her med K og med B og N, er noget rigtig Bras,
Nej, jeg véd, hvordanne det praktisk talt skal ta’es

Baadmandsstræde . . . . . . . Bos,
Dosseringen . . . . . . . Dos,
Klosterstræde . . . . . . .  Klods,
Slotsgade . . . . . . .  Slos,
Fiolstræde . . . . . . .  Fjols,
Boulevarden . . . . . . .  Bu,
Bernstorffsvej . . . . . . .  Bæ,
Fælledvejen . . . . . . .  Fæ,
Badstuestræde . . . . . . .  Bas,
Dagmarsgade . . . . . . .  Das,
Madvigsallé . . . . . . .  Mads,
Hummergade . . . . . . .  Hum!

Jeg igaar var med min Idé hos ham, De ved nok Hertz,
Han syn’s navnlig godt om at sætte Gaderne på Vers,
Han var saa Elskværdig og tænk, til Tak gav han mig Haanden paa,
At jeg mine Breve med første Post sku’ faa –

Enighedsvej . . . . . . . 1
Todesvej . . . . . . . 2
Triangelen . . . . . . . 3
Fiskergade . . . . . . . 4
Femernsgade . . . . . . . 5
Sjette afdeling . . . . . . . 6
Syvens Allè  . . . . . . . 7
Odinsvej  . . . . . . . 8
Nikolajgade . . . . . . . 9
Tietgensgade . . . . . . . 10
Elmegade . . . . . . . 11
Toldbodvej . . . . . . . 13!

Naar med Dame paa jeg engang imell’m i Skoven ta’er,
Jeg min egen Vejviser med mig i min Frakke har,
Ej vi spilder Tiden med Kys og Klap og Snak og alt det her,
Nej, Gader og Veje hun lær’ paa min Manér:

Sølvgade . . . . . . .  Søl’,
Ølundsgade . . . . . . .  Øl,
Meinungsgade . . . . . . .  mig,
Danmarksgade . . . . . . .  Dig,
Halmtorvet . . . . . . .  ham,
Hindegade . . . . . . .  Hende,
Pustervig . . . . . . .  Puh,
Tjuresengade . . . . . . .  Tju,
Naboløs . . . . . . .  Naps,
Haregade . . . . . . .  Haps,
Valbygade . . . . . . .  Vaps,
Snaregade . . . . . . .  Snaps!

Ej jeg tænker mere paa andet – aa, jeg er først glad,
Naar paa min Manér jeg kan alle Gader udenad,
Nu kan denne hersens Hr. Krak sgu godt gaa hjem og lægge sig,
Værs’arti’, nu kan de blot slaa op i mig:
Thotts Palæ . . . . . . .  Tot,
Raadhusplads . . . . . . .  raat,
Regnegade . . . . . . .  vaadt,
Blaagaardsgade . . . . . . .  blaat,
Grønnegade . . . . . . .  grøn,
Guldbergsgade . . . . . . .  gul,
Blegdamsvej . . . . . . .  bleg,
Rømersgade . . . . . . .  rød,
Søndergade . . . . . . .  sød,
Lundsgade . . . . . . .  Luns,
Knudsgade . . . . . . .  Kluns,

Strax naar jeg paa Sengen min første Morgenbajer ta’er,
Stritter alle Haar paa det here Ho’de som jeg har, -
Det er Byens Gader og Veje, som i Hjernen danser Reel,
Paa den kan jeg sikkert en Da’ bli’e Doktor phil.

Nansensgade . . . . . . .  Na,
Palægade . . . . . . .  Pa,
Rævegade . . . . . . .  Ræv,
Bevtoftegade . . . . . . .  Bæv,
Tesdorphsvej . . . . . . .  Tæv,
Jagtvejen . . . . . . .  Jas,
Knabrostræde . . . . . . .  Knas,
Tycho Brahesvej . . . . . . .  Bras,
Gaasegade . . . . . . .  Gaas,
Magstræde . . . . . . .  Mag,
Gothergade . . . . . . .  godt,
Skindergade . . . . . . .  skidt!"

Denne vise er i virkeligheden dybt ueksemplarisk, i hvert fald halvt, nemlig i selve distriktopremsningerne, så lad os starte med den anden halvdel (rent kvantitativt kun en fjerdedel), som er firelinierne før, der forsorent og nonchalant (også i forhold til versefødderne) taler et mundret københavnsk, med flere konkrete/aktuelle henvisninger lagt i munden på tydeligvis lidt af en sjover. I forhold til de viser, der ikke rollespiller, hvor visen så at sige selv fører ordet, kviksølvagtigt, er virtuositeten ud i rim og ordspil væsentligt reduceret eller måske snarere vendt på hovedet i en (virtuos) anti-virtuositet (jf. rim som Bras/ta’es og Hertz/Vers) og kunstfærdig råhed, som jo imidlertid er vand imod den yderliggående rå kunstfærdighed i distriktopremsningerne, der praktiserer en i bogstaveligste forstand bogstavelig reduktion: fra værdigt københavnsk flerstavelses-gadenavn til groft københavnsk enstavelses-gadeord, eller, i strofe to, simpelthen tal.

Restløst sammenhængende er kun reduktionen til tal i strofe 2 (der så frækt (og meningsløst) snyder til sidst) og reduktionen til minimalistisk, alt andet end dydig hyrdescene i strofe 3; skældsords-systemet i strofe 1 udarter ca. halvvejs (det efter­tænk­som­me/fornærmede “Hum” er vel det stik modsatte af et skældsord), farve-systemet i strofe 4 opstår af vrøvl og slutter i vrøvl, mens strofe 5 er ét uroligt rod af bratte by-brokker (rimeriet savner overalt konsekvens, og udenfor de små og store systemer parres gadeordene fuldstændigt vilkårligt efter rim og/eller betydning). En original og kompromisløs Stodder-Futurisme står her og lyser grusomt fire år før Tom Kristensens tvangskanoniske Fribyttersange (sammenlign bare Melbyes fjerde opremsning med Kristensens “Det blomstrende Slagsmaal”: punk vs. stadionrock).

Endnu kan dit træben vel spille
Andet nummer kender de fleste (over 60) udmærket, det drejer sig om “Græd ikke saa aflangt, du grønne Ansjos” af Aage Hermann (1888-1949), indlemmet i Billeskov Jansens Den danske lyrik såvel som Lystige viser. Aage Hermann opererede som dobbeltagent: skrev både “triste digte”, publiceret i en række, for længst glemte digtsamlinger, og “sjove digte” i form af avisdigte, fra 1915 “Dagens Vers” i Ekstra Bladet, og flere rimede børnebøger, men på nær “Græd ikke saa aflangt” er også de sjove digte gået i glemmebogen (modsat avisdigtkongen Ærbødigt, Viggo Barfoed, optrykte Hermann ikke sine avisdigte i (år)bøger).

Der hersker lidt forvirring om teksthistorien bag “Græd ikke saa aflangt”: vistnok blev digtet ikke trykt i Ekstra Bladet, men udsendt som et privattryk i 1917, og i 1944 præsenterede Politiken en bearbejdet version, som er den, vi anvender i dag. Digtets aktuelle anledning skulle angiveligt være en futuristisk maleriudstilling i København, og sandsynligvis er der tale om udstillingen “Der Sturm Kunstnere”, arrangeret af redaktøren af det tyske ekspressionisti­ske tidsskrift Der Sturm Herman Walden i samarbejde med ingen ringere end Robert Storm Petersen, der fandt lokaler til udstillingen hos kunstnerkabareten Edderkoppen, hvor Storm aftenligt dyrkede improviseret radikal sjov; blandt udstillerne var kendte ekspressionister som Wassily Kandinsky, Paul Klee, Oscar Kokoschka og Franz Marc; kun på Waldens første Sturm-udstilling tilbage i 1912 blev vaskeægte italienske futurister udstillet (og karikeret af akkurat Storm P. i Ekstra Bladet med tilhørende tekst af måske Frejlif Olsen, begge rammer plet: “Der var flere andre ‘kendte Navne’, der talte Høpspøpperjøpsk og fik Solstik i Gilleleje, Dr. Steen Drewsen faldt død om og blev bragt bort i Forfatteren Carl Hjernøes Panamahat”). Nå, men Aage Hermanns pragtfulde digt lyder i hvert fald sådan her:

"Græd ikke saa aflangt, du grønne Ansjos,
endnu kan dit Træben vel spille.
Hvis tyren har bidt dig i Armen, saa flyv
mod Strømmen til Vridsløselille.
Gik Høkassens Frihjul over Gevind,
nuvel, men der vokser Radiser
paa Taget af Trælast-Simonsens Hus,
det staar i de svenske Aviser.
Se. Solen gaar ned i et kogende Hav
af Prinsessebudding og Vælling,
den blaa Elefant i sin Fætters Trapez
spiser Kommenskringler paa Tælling.
Men Graaspurven farver sit Fuldskæg grønt
i Kartofler og Apollinaris,
bag Bredgade løber Holmens Kanal,
der svømmer på Ryggen Prins Paris.
Men vil du stege din høje Hat,
nuvel, saa skal Vindfløjen falme
for den, der har Børn med sin Hustrus Mand,
faar ingen Agurk paa sin Palme,
og rider Skaarup paa Risengryn,
saa tager jeg Lokomotivet
og lægger Skorstenen under min Seng,
mens Hesten synger i Sivet."

En vis futuristisk fart over feltet har digtets flugt fra det ene udsagn og “skilderi” efter det andet, “skilderierne” selv er i deres absurde aktioner og kombinationer snarere (karikeret) surrealistiske a là Max Ernst og Salvador Dali (og herhjemme Vilhelm Freddie), bortset fra at surrealismen slet ikke fandtes endnu i 1917, det gjorde kun ekspressionismen, futurismen og så lige akkurat dadaismen; et oplagt forlæg som Max Ernsts tidlige surrealistiske maleri “Elephant Celebes”, med nemlig en monstrøs elefant i hovedrollen, er fra 1921. I forhold til international ekspressionistisk/futuristisk/dadaistisk poesi – og i forhold til “Nye Postdistrikter” – er formen særdeles traditionel og, om jeg så må sige, formel: enderim og taktfast travende versefødder og klar, logisk argumenterende syntaktisk/retorisk struktur. Også genren er klassisk, som Jens Houberg påpeger i sin grundige analyse “Aage Hermanns ansjos”, Litteratur Æstetik Sprog 14, 1991: “Det hører til blandt de mange trøstedigte til børn og voksne, som især 1800-tallets litteratur er så rig på. På den ene side grænser det op til vuggevisen og på den anden side til den egentlige religiøse salme.”

Men det er netop kombinationen af det professionelt administrerede, traditionelle og følelsesfulde format og det hele loppecirkus af frisat, surrealiseret betydning, der gør digtet så effektivt og eksemplarisk (særligt) som radikal sjov. Digtets rekvisitter og lokationer og medvirkende er alle markeret hverdagsligt konkrete og anti-lyriske (og igen københavnske) – med elefanten og Prins Paris som de nødvendige undtagelser, der kontrasterer reglen. Det er, hvad der gøres af og med og på dem, der er syret: i strofe 3 at solen går ned i et hav af prinsessebudding (ikke bare budding) og vælling, at elefanten er blå og spiser kommenskringler (ikke bare kringler) i en trapez på tælling (faktisk en god definition af humorisme), at gråspurven har fuldskæg og farver det grønt i kartofler og Apollinaris (ikke bare vand eller danskvand), at Holmens Kanal, jo faktisk en vej, er oversvømmet, og at Prins Paris dér svømmer på ryggen.

Ved hjælp og i ly af den parodiske hensigt overtager, forstærker og celebrerer parodisten de subversive energier, som han hemmeligt genkender i det avantgardistiske forlæg (hvor lidt specifikt og selvoplevet dette så end er). Derfor kan “Græd ikke så af­langt” være både det bedste (og første) surrealistiske digt og det bedste (og første?) nonsensdigt i DK (og måske det bedste danske digt period!?). Mest beslægtet er digtet vel faktisk med de nonsens-parodier på samtidig engelsk sentimental-didaktisk lyrik, Lewis Carroll har indlagt i Alice In Wonderland, 1865, fx bliver første strofe af Robert Southeys “The Old Man’s Comforts and How He Gained Them”: “‘You are old, father William,’ the young man cried,/ ‘The few locks which are left you are grey;/ You are hale, fath­er William, a hearty old man;/ Now tell me the reason, I pray.’ i Alices skæve mund til “‘You are old, father William,’ the young man said;/ And your hair has become very white;/ And yet you incessantly stand on your head -/ Do you think at your age it is right?” I “Et Brev” fra samlingen I mulm og Mørke, 1940, parodierer Storm P. eksplicit surrealismen, og som en hommage til “Græd ikke så aflangt” ryger en ansjos med i farten: “[…] – jeg føler mig som en ansjos lagt paa et kaalblad og hævet mod smørassisetten af usynlige fødder iført matrosdragt. mit vindue er ernas øje – det jazzer paa en nystegt frikadelle”. Endnu en perfekt humorisme-definition!

Og så har jeg lige opdaget, at Aage Hermann også var konkretist og fuldt ud konkurrencedygtig med den danske trio Hans-Jørgen Nielsen, Johannes L. Madsen og Vagn Steen, i nemlig børnebogen Vendebogen (intet årstal), som jeg forleden faldt over i Kaabers Antikvariat i Skindergade (skidt!): Til om­vendelige, kulørte tegninger af Preben v. Pein har Hermann skrevet dobbeltdigte, et på hver led: “Se, hvor er den fyr dog sur,/ han er da en trist figur,/ cyklen i hans cykelskur/ har et dæk, der ikke dur./ Da han tog sin middagslur ,/ sang hans piphans i sit bur,/ og han vågned’ med et spjæt,/ så han har det ikke let.” Og på hovedet ovenfor: “Den figur, som før var sur,/ gav vi blot en vendetur,/ og nu smiler den filur,/ så det var en gavnlig kur./ Hans humør før denne tur/ var så sort som et komfur,/ men nu ler han kåd og glad,/ uden at han ved af hvad.” + 1 stk. radikal sjov!

Nu er Holte tromlet flad
Halfdans Rasmussens (1915-2002) børnerim “Nådada for Tilde” fra samlingen Himpegimpe og andre børnerim, 1957, har jeg valgt som jukeboksens tredje nummer, det hører ikke blandt Halfdans kendteste børnerim, men er fuldt ud eksemplarisk (og fremragende) og optræder med vellignende illustration af Ib Spang-Olsen på side 75 i bestseller-opsamlingen Børnerim fra 1964 og er ifølge bibliotekernes registre flere gang sat til musik:

"Nådada for Tilde!
som fyldte ti den tolvte.
Hun har væltet Rundetårn
og trillet det til Holte!
Nu er Holte tromlet flad,
Men søde lille Tilde
hun er bare lige glad
for hun er fra Tisvilde!"

Jeg skal nok lade være med at gøre en stor sag af, at ordet dada indgår i titel og førstelinje, men en lille sag vil jeg gerne gøre af det! I forhold til revyvisen og avisdigtet er børnerimet en så temmelig lille og koncentreret form, men derfor ikke mindre løsagtig i udfoldelsen af samme, i hvert fald ikke når der som i dette tilfælde – og i ca. halvdelen af Halfdans børnerimsproduktion inkl. ABC’en – er tale om et ægte nonsensdigt. Dobbeltagenten Halfdan Ramussen bliver i sine Tosserier og Børnerim (halvdelen af dem) vores første ægte og vægtige nonsensdigter og er som sådan fuldt på høje med englændere som Lewis Carroll og Edward Lear. “Nådada for Tilde” læner sig tæt op af Lears limericks med deres gentagelser og bynavne-rim – og voldelighed: “There was an old person of Stroud,/ Who was horribly jammed in a crowd;/ Some she slew with a kick, some she scrunched with a stick,/ That impulsive old person of Stroud”.

Børnerimet her synes bygget op som én lang kvalifikation af rammerimet Tilde/Tisvilde, der på harmonika-vis trækker de yderligere hele og halve og kvarte rim med sig: ti/tolvte/Rundetårn/trillet/ Holte x 2/tromlet flad/lille Tilde/ligeglad, med be­tydningerne halsende bagefter på raske versefødder (der røg harmonika-billedet). Vi er igen i navngivne (stor)københavnske omgivelser, og igen forvrides de urimeligt: hos Melbye blev en samling gader i city til en sjofel anekdote, hos Hermann blev Holmens Kanal en rigtig kanal, og Pippi’ske Tilde, hun simpelt­hen vælter Rundetårn og triller det til Holte, en noget voldsommere situationistisk happening end Jørgen Nashs (også en vigtig figur på det radikale sjovs kanon: Salvi Dylvo!) halshugning af den lille havfrue ti år senere.

I forhold til det børnelitterære genrerum er det vigtigt at understrege børnerimets næsten aggressive uopbyggelighed: Monstrøs Uartighed Uden Fortrydelse, også som sproghandling: de gode, skægge rims Tilde fra Tisvilde vælter meningens Rundetårn og triller det til kedsommelighedens Holte. For dette er jo ikke et trøstedigt, det er et hyldestdigt eller måske rettere et imponeret forundringsdigt: Nådada for Tilde og børnerimet om hende! Og hele tre udråbstegn (som finlitterært er et virkelig frækt tegn)!!! Halfdan Rasmussen er med på det frivillige “Tillæg til Folkeskolen” til “Den obligatoriske fælles kanon”, her kaldet tvangskanon, men det er sgu da i gymnasiet, man har brug for at læse ham, som barn får man ham læst op af sine forældre, som voksen læser man ham op for sine børn, men børnelitteratur findes jo slet, slet ikke, i hvert fald ikke efter Halfdans børnerim!

Skuffen med vanilje og gafler
Fjerde nummer er Per Højholts (1928-2004) tekst- eller prosadigtserie “Seks B-æg” fra samlingen Show, 1966, udsendt samme dag som digtsamlingen Min hånd 66, der inkluderede en vinylplade med oplæsninger af “digte og tekster” fra begge samlinger. “Seks B-æg” er det første stykke “rigtige” og “fine” litteratur i vores eksempelrække; også Halfdans børnerim blev publiceret første gang i bogform, men jo som børnelitteratur. Der er meget lidt tekst i den lille, sølverne Show, hvert æg har en hel side at brede sig på, og den ville ikke have fyldt alverden som et ekstra afsnit i store, brede Min hånd 66, men opdelingen i to bøger understreger, at der er tale om to vidt forskellige praksisser, Min hånd 66 er så godt som en digtsamling (skrevet egenhændigt af digterens ny, store hånd årgang ’66), Show er til overflod bare et show, og “show” er radikal sjov:

"1.
Det venstre æg, det med lange sorte strømper, går i pels om vinteren. Når FOF-ægget har løst billet går det op ad trappen til perronen og afventer stående togets ankomst. I forhallen køber ægget ofte ispinden eller negerbollen til niecen.

2.
Om søndagen står ægget på altanen og ser ud over kvarteret. Med skeen mades kaprifolien, den anden hånd hviler på kattens lune hoved. Det fremtrædende æg har en smuk holdning i lindealleen eller betragter sundets bølgen, Povl!

3.
Ægget på Nørreport Station køber æblet og cigaren og går over i Nørreport Bio. Ægget har dagen for sig og glemmer sig selv for et par timer. Ægget i Søndermarken befinder sig på historisk grund og gør herrebekendtskaberne.

4.
Det barfodede æg bærer skålen med mælk ud i køkkenet og kommer tilbage med elastikker om håndleddet. Ægget åbner skuffen med skruer, skuffen med puddersukker og skuffen med vanilje og gafler. Slut!

5.
Ægget kører i Renaulten ad Borups Allé, Torvegade, Frederiksberggade, Østbanegade og Kattesundet til Thorvaldsens museum. Det høje æg underviser i gymnastik og naturhistorie."

Lad os som sædvanlig starte med at konstatere, at der mangler et æg, og at det jo nok er knust eller spist, og at en helt almindelig æggebakke i et køleskab er udgangspunkt og formel matrice: 1 tekst pr. æg i en bakke. Før B-æg-serien står en serie med en hel bakke på “Fire æg”, hvis tekster er længere og absurdere og mere biografi-udstrakte, der er f.eks. det 4. æg: “Ægget i midten sad til hest i mange år. Begyndte så for sig selv som helikopter og var ved sin død i 1955 semantiker på området. Ikke mange gør vedkommende det efter! Tre sønner, som alle er briller på det lille norske æg, rejste deres far dette minde.” Teksterne i B-æg-serien er beskrivelser af markeret enkle og banale handlinger (og et enkelt tableau), hvis mest – og i de fleste tilfælde eneste – eksplicit syrede træk er, at det er æg, der spiller hovedrollen.

For hvad sker der ellers af mærkeligt: kaprifolien mades af det 2. B-æg, det 3. B-æg kører til Thorvaldsens Museum ad en kropumulig rute (atter en København-forvridning, til gengæld er det jo indtil flere S-togsperroner, man går op til, Vanløse, Peter Bangs Vej, Nørrebro m.fl.), det 4. B-æg har gafler og vanille i samme skuffe. Hertil kommer de skævt intimiderende bestemte former, ekstremest: “gør herrebekendtskaberne”, de utålmodige, brat råbende afslutninger “Povl!”, “Slut!” og “for mig gerne!” og det “eller” til sidst i teksten om det 2. B-æg (klart den mest (parodisk) “litterære” tekst i serien).

Derudover er det mærkeligt umærkeligt, hvad der i al hast og beskedenhed står om disse æg, og hvordan det står der, og det er det, der gør teksterne så umærkeligt mærkelige, så selvfølgeligt gale: Absurd Trivialitet, Nyrealistisk Nonsens. Som den ondeste, selvstændiggjorte parodi på Anders Bodelsens Virum-trummerum. Bid også mærke i den diskrete remse-karakter: 2-3 sætninger, altid med ægget som subjekt (et enkelt sted forskudt) og ægget hver gang præsenteret med både fuld titel, “ægget i Søndermarken”, og som bare “ægget” (plus de bestemte former); i og med al diskretion bliver teksterne forbandet hypnotiske. Vi har at gøre med de på samme tid kedeligste og sjoveste og uhyggeligste nonsensdigte på dansk, til stadighed raslende løse skruer i skuffen på det finlitterære skuffedarium; jf bare, hvor ivrigt litterater forsøger at kanonisere den sene (underfundige) næsten-centrallyrik i stedet (at forbindelsen til Halfdan og hans børnerim er glødende, bevidner følgende lille digt-brev i festskriftet Halfdan rundt, 1995: “Kære Halfdan,// dette ligner måske et digt,/ men som det meste andet i/ denne verden er det ikke helt/ hvad det ser ud til,// det er et brev. Et brev fra mig,/ til dig, over hele afstanden,/ men hjerteligt, kærligt, nærmest,/ fordi du samlede mig op engang,// da det så sort ud og som en slags/ tak hidsætter jeg noget der nok/ mere ligner digte, det håndværk/ vi begge nu broderligt deler,// Per Højholt”, og nu mens jeg er i gang, så indeholder mit dyrt indkøbte såkaldte “associationseksemplar” af Show følgende ordknappe, ikke mindre broderlige dedikation “Til Dan/ med særlig hilsen/ Per.”)

Man lér sig way out
Det femte nummer er klart det længste, men har til gengæld de korteste linier og strofer, så jeg tror, jeg simpelthen vil pakke det meste af det sammen i to klumper. Det er en rim & remse-improvisation af Dan Turèll (1946-1993) fra Onkel Danny’s drivende dansende dirrende dinglende daskende dryppende danske dåse-digte, der så dagens lys i 1974, hvor Turèll blandt flere raptusser også var alvorligt ramt af en rim & remse-raptus (og for 1117. gang, Borgen, udgiv indsatsen i en samlet mursten nu!). Ifølge en note i 2. udgaven fra 1976 er bogen “skrevet som 5 én­gangs-improvisationer i februar-marts 1974 og op­rin­delig – i samarbejde med Jacob Ludvigsen og Henrik Have – udsendt som nytårshilsen til vennerne ved årsskiftet 1974/75 af Forlaget Senator.” Publikum er i første omgang altså hverken revygæster, avislæsere, børn eller litterater, men bare vennerne, nede og rundt i det københavnske undergrundsmiljø. Det er tredje sammenhængende om­gang ud af fem i den fjerde improvisation:

Pyh, og jeg er sikker på, at det tog mig længere tid at skrive rim & remsen af, end det tog Turèll at skrive den. Og jeg tror også, at det er meningen, at vi bliver lige så trippet op og kullet ud (og ikke nødvendigvis i den rækkefølge!) på at læse og oplæse og afskrive den, som han med al ønskelig tydelighed er blevet af at skrive den. Nogle af Turèlls første rim & remser er eksplicit skrevet på stoffer, tjek fx Onkel Dannys Deliristiske Jukebox Jitterbug, 1973, de er med andre ord syrede, fordi digteren er på syre. Rim & remsen kan sagtens handle om et påvirket grineflip – “ler sig skæv” (…) “over al det tjald” – men det kan lige så godt være selve den speedede rim & remse-proces, den hovedløse snublen efter rim, som uimodståeligt vækker latter.

Via Tribini-bogtitel, indrammende citationstegn og distancerende digter-man er rim & remsen vedkendt både cirkusforestilling og sportspræstation: Beundr, hvor ret vildt længe, jeg kan holde den her kørende! Der er mellem hinanden og med ca. samme frekvens de virkelig anstrengte rim og de virkelig skægge rim (som ofte er de samme!) og de bare fade og lade rim; en klassisk humoristisk rim-effekt, i både viser, avisdigte og børnerim, er rim på navne, personer og steder, og midtersekvensen fra ca. Rock Hudson til ca. Fred’riksberg (igen får Holmens Kanal sært og fint besøg)! og afslutningen fra ca. øen Sild til Rom er da også klare højdepunkter, men overalt i teksten finder man perlende autonomt spilfægteri: “Man lér/ og skralder/ ad basseraller.” Jo også fordi gentagelsesformlen er så insisterende åben: Man ler. Af hvad? Af hvad som helst! Der rimer! Og hvad rimer ikke? Det gør selv Marseilles og Tel Aviv.

En manisk trallende zen-raga, og på sin egen måde lige så rå og streetwise som “Nye Postdistrikter” (også her inkluderes et erotisk intermezzo), for snarere end kunst-børnerim som Halfdans mimer jo Turèlls rim & remse “ægte” børnerim, dvs. “ægte” børns grove, kantede, hastige rim, som repræsenteret fx i Benny Andersens gamle udvalg Nikke Nikke Nambo, 1963: “Har du hørt den sidste nye/ at Knold og Told er syge/ de ligger på klinikken/ og læser Politiken.” Bortset fra at et “ægte” barn aldrig ville rime & remse så udmattende og illuminerende langt; det er på den led et hyper-barnligt værk. Og kun alt for godt ved Turèll, at han skriver sig ingen steder hen, ind i et tomt rum fyldt med lattergas, og langt væk fra ethvert bur af kultur, enhver dunst af kunst, og han er ikke ligeglad, han er gladelig glad, for han “lér/ så forrygende/ Det går/ så strygende”

Vær øm, spis søm
Det eksemplariske i dette udvalg af lyrisk humorisme går også kvalitativt på, hvilke (slags) digtere, der i en periode er de betydeligste: i første halvdel af det 20. århundrede dominerer de professionelle humorister (bortset lige fra Schade, som jeg altså ikke kunne få til at passe ind, han var for skæv til selv en skæv kanon!), og hvis jeg havde taget prosaen med, ville Storm P. naturligvis blive den grande hovedperson. I anden halvdel af århundredet brillerer først dobbeltagenten Halfdan Rasmussen med sin kolossale nonsens-indsats og derpå 60’ernes og 70’ernes stadig mere usynligt gøglende modernister og avantgardister: Hvilket selvfølgelig ikke betyder, at der fra 1950 ikke forefindes masser af glimrende professionelle humorister, for slet ikke at tale om beat- og rockmusikere (Eik Skaløe var som bekendt Halfdans svigersøn). Og en tid kort crossede jo faktisk Per Højholt og Dan Turèll over til reel folkelighed, men i Højholts tilfælde med langt mindre radikal sjov, nemlig Gitte-monologerne, end den, professionelle humorister præsterer som bedst. Efter de lidet grinagtige 80’ere og 90’ere (men respekt til sen-80’erdigtere som Bo hr. Hansen og Morti Vizki og Thomas Bruun), fik humorismen ny luft omkring årtusindskiftet med bl.a. Øverste Kirurgiske, dansk rap og en ny, lattermild digtergeneration, men stadig er der ingen samling over sporet:

Ved siden af hinanden står rapperen Per Vers: “On & on, jep jeg ligner en orne/ med tics i mit fjæs klokken seks om morgenen/ Jeg ska’ ha’ kaffen og ha’ straffet toilettet/ og indtil da: ro på settet/ Jeg er ikke en morgenstjerne, men la’ mig indta’/ en lille swut så får jeg reflekser som en ninja”. Og ulejlighedsdigteren Jens Blendstrup: “Samfundet kommer i en kasse/ Far har ikke tænkt på det før/ Men vejrets forbandede omskiftelighed/ Og Sussis interesse i dyr/ Og børnene Karen og Emils interesse i at bygge huler/ Og onkels interesse i swing-bakkenbarter”. Og miniature-systemdigteren Rasmus Nikolajsen: “Skoven var på arbejde/ lyt til ministerens hale!/ nat klipper os ud af sang/ Jeg samlede luft til en buket …./ (ka denne parentes li dig)/ feen hæver sit græsstrå”. Kan de da tage og hilse på hinanden!

Sidste argument: Sammenlign et klip fra begyndelsen på Ursula Andkjær Olsens debutbog Lulus sange og taler, 2000

"PLATIST RACIST BIZAR KAMEL PANEL ­SLAPAF HURRA TAKTIK BESKIDT MITLIV SPILOP AGURK PLADASK GOKGOK LOGIK GAKGAK GÅVÆK LAVÆR ATPIV DINNAR HALLO/ MUSIK MYSTIK MAGI/ PÅ TVÆRS STÅRET OHSKRÆK KOMSTRAKS SPINAT TOMAT SALAT TAGFAT GRASSAT SPAGAT SPARKUD KOMGLAD IBAD KLAPI/ MINSJÆL GIVTID SLIPUD/ KNAPOP LYNNED"

Med Ærbødigsts avisdigt “Vilh. Andersens rustale (let forbedret)”, 1927:

"Sæt Skel, søg Væld, gør Gæld,/ hil Held, held Hil, hil Held,/ min Rus, mit Pus, drik dus,/ se frem, gaa hjem, slik fem,/ lad gaa, stig paa, tyg Skraa,/ vær snild, vogt Ild, spis Sild,/ rejs bort, driv Sport, spil Kort,/ tal frit, kys blidt, syng skidt,/ spis godt, lev flot, Reedtz-Thott,/ se klart, lev rart, skriv snart,/ hold fast, staa Last, staa Brast,/ drøm Drøm, vær øm, spis søm/ stans Strøm, prøv-døm, hm-hm,/ vær god, gør Bod, sig no’et,/ sig fra, sig Stop, søg Bund,/ hold af, hold op, hold Mund!/ Søg Skæl, Farvel, Tak sel’!"

Jeg resterer min kasse (og hvad angår det nationale særpræg, så er her mit slag på tasken: PLASK!)!


Lars Bukdahl, f. 1968.
Digter og kritiker. Litteraturanmelder ved Weekendavisen. Denne artikel blev bragt i Kritik 185, årgang 40, oktober 2007.