I den verdensomspændende krise udløst af 12 tegninger i den danske avis Jyllands-Posten har mangfoldige kommentatorer haft mangfoldige meninger om disse tegningers status, tilladelighed, motivation og så videre. Det er imidlertid meget få, der har keret sig om at undersøge, hvad i alverden sådanne tegninger egentlig går ud på, og hvad der reelt ligger i dem, som avis- og tegningsgenre betragtet, forud for hele det omfattende og mærkværdige politiske spil, de efterlods blev genstand for.

De 12 tegninger havde reelt meget forskellig karakter, sikkert på grund af at tegnerne blot var blevet bedt om at tegne Muhammed, som tegneren opfattede ham. Nogle var karikaturer af Muhammed, andre snarere portrætter uden karikaturens eller satirens karakter. Andre af dem satte Muhammed ind i satiriske sammenhænge, der også eller især rettede sig mod andre mål, fx Pia Kjærsgaard eller opdragsgiveren Jyllands-Posten selv. Af egentlige karikaturer eller vittighedstegninger var der vel kun tre: en der viser Muhammed i himlen, hvor han afviser en kø af selvmordsbombere ved at henvise til manglen på jomfruer, en hvor Muhammed med sværd i hånd er flankeret af to kvinder i sorte burkaer, der kun afslører øjnene. De to rektangulære huller i burkaerne modsvares så af et tilsvarende sort rektangel, som Muhammed har over øjenene – efter konventionen for at skjule folks identitet på fotos. Jeg skal her analysere den nok mest omtalte og ifølge mange iagttagere mest kontroversielle tegning, nemlig den med profeten udstyret med en bombe i turbanen.

Tegningen består af to dele. Den ene er et portræt af en ved første øjekast uidentificeret, skægget mandsperson – det er tegningens ikoniske del. Dernæst viser den ledsagende tekst (overskriften på den pågældende avisside “Muhammeds ansigter”), at der er tale om den islamiske religionsstifter Muhammed, af de troende kaldt “Profeten” – det er tegningens såkaldt indexikalske del, der fixerer referencen og således tillader læseren at identificere hvilken person, det er, den ikoniske del udsiger noget om. Uden sidstnævnte indexikalske del ville man reelt ikke kunne vide, hvem tegningen forestiller, eftersom der ikke er nogen sikker viden om, hvorledes den historiske Muhammed tog sig ud – og tegningen kunne lige så godt forestille Abu Laban eller mangfoldige andre, skæggede, turbanbærende mænd, fx denne artikels forfatter, hvis han blev udstyret med en sådan hovedbeklædning. Koblingen af ikon og index på denne specifikke måde er forudsætningen for, at tegningen fremstår som et udsagn, der siger så meget som: “Dette er Muhammed”. Den indexikalske del udgør således en afgørende del af skandalen, forsåvidt som det er selve hævdelsen af, at denne tegning forestiller profeten, der gør den i øvrigt i sig selv ukontroversielle tegning kontroversiel. Betragter vi nu selve tegningens ikoniske del – den manifeste tegning øverst på avissiden – så består den i sig selv af tre komponenter: et skitseagtigt portræt af en skægget mandsperson med et lidt skævt, svært fortolkeligt ansigtsudtryk, i hvis sorte turban der ligger en sort, kugleformet bombe med kort brændende lunte, på hvis overflade der igen er gengivet et islamisk tegn, som de færreste danske læsere sandsynligvis er i stand til at afkode andet end som en generel henvisning til noget arabisk-islamisk. Ansigtet er forholdsvis naturalistisk gengivet, med dybtliggende, mørke øjne og tykke sorte øjenbryn, et lidt ubestemmeligt drag om munden og i det hele taget et lidt fraværende, næsten mediterende udtryk, medens den sorte turban i islamisk ikonografi er et tegn på profeten eller en af hans mange efterkommere, der ene af alle har ret til at bære denne hovedbeklædning. Bomben er på den anden side langt mindre naturalistisk gengivet og stærkt stiliseret i en Anders And-agtig tegneserietradition, der sandsynligvis er de fleste beskueres kilde til en sådan forestilling om en bombe, der ikke svarer til mange empirisk existerende eksplosiver i vore dage. Anvendelsen af en sådan stiliseret bombe er meget udbredt i avissatire, hvor den almindeligt er en metonymi for våben eller voldelig adfærd i det hele taget. Den ikoniske del af tegningen består således af tre umage elementer, der er stillet sammen. Det er denne zeugma-strategi, uhyre udbredt i satirisk tegnetradition, der overhovedet gør beskueren bevidst om, at tegningen ikke bare afbilder en konkret person, identificeret som den historiske skikkelse Muhammed, men at tegningen i en eller anden forstand udgør et udsagn om denne skikkelse og derfor skal udsættes for en yderligere læsning. Der er ikke bare tale om et almindeligt portræt af en historisk person. De vedføjede attributter skal i en eller anden forstand læses som prædikater i et mere eller mindre generelt udsagn om figuren Muhammed.

Her er det, at mange hurtige – og ophidsede – fortolkere mener, at tegningen siger noget i stil med, at muslimer som sådan er terrorister, ja, at tegningen endog skulle udgøre en foragtende stereotypisering af muslimer som sådan. Det er imidlertid en meget forhastet fortolkning. Denne fortolkning forudsætter adskillige flere skridt end identifikationen af tegningens dele, nemlig en bestemt syntaktisk sammenkobling af disse dele, og det er ikke alle disse skridt, der er lige legitimeret af satiretraditionen. Lad os tage det første skridt først, det skridt, der overhovedet går fra at identificere personen på billedet som den historiske figur Muhammed og til at se figuren som repræsenterende islam eller endog se den som repræsenterende muslimer som sådan. Det første skridt er en metonymi, og den er meget udbredt: at man tager en doktrins ophavsmand som tegn for doktrinen. Det svarer til at tegne Marx som tegn på marxismen (selv om han jo som bekendt udtalte: “Jeg er ikke marxist.”). Tegningen henviser altså kun indirekte, via denne stilfigur, til islam forstået som den doktrin, Muhammed knæsatte. Men er det derfor automatisk legitimeret, at tolkningen kan gå endnu et skridt videre til at hævde, at tegningen også handler om muslimer som sådan, sådan som mange fortolkere har hævdet, når de påstår, at tegningen handler om muslimer eller endda fremstiller en stereotype af muslimer? Dette er ikke nær så automatisk tilfældet. Den toleddede metonymi, der forbinder en doktrins skaber med doktrinen og videre til doktrinens tilhængere, er langt mere spinkel og mindre automatisk end skridtet fra ophavsmand til doktrin. Hvis jeg nu fx var en art tilhænger af filosoffen Nietzsche, og jeg så et portræt af ham, der på en eller anden måde tog afstand fra ham – ville jeg så dermed være berettiget til at hævde, at tegningen også tog afstand fra alle nietzscheanere? Meget langt fra. Nietzscheanere foreligger i mange aftapninger, og det kan være, at de dele af doktrinen, tegneren tager afstand fra, ikke er de dele af Nietzsche, jeg hylder. Dette dobbelte skridt fra ophavsmand til doktrin til samtlige tilhængere forudsætter stiltiende, at tegningens udsagn udstyres med det, logikerne kalder en alkvantor: at for alle muslimer gælder det, at … Det er ikke expliciteret i tegningen, der ligesåvel kunne læses som udstyret med en existenskvantor: at for nogle muslimer gælder, at … Det er altså reelt uafgørbart, om tegningen handler om alle eller om nogle muslimer, selv hvis man forudsætter den toleddede metonymi. Men hvad udsiger tegningen så om disse muslimer, om det nu gælder alle eller nogen (vi vender tilbage til dette)?

Tegningen sammenknytter nogle eller alle muslimer med en bombe, der er lige ved at gå af. Hvis vi ikke her forudsatte en version af den toleddede metonymi, ville tegningen være mærkværdig. Hvorfor ser Muhammed så relativt rolig ud, selv om han faktisk har en bombe siddende i turbanen? Er han selvmordsbomber? Man forbinder næppe heller en selvmordsbomber med ro. Hvis vi antager, at profeten er tegningens subjekt (støttet af sidens overskrift), så er den mærkede bombe tilføjet som en art prædikat. Men i en sådan sammensat tegning er der ikke nogen helt entydig fortolkning af, hvad prædikatet betyder. Tegninger har ikke en grammatik af samme mere entydige karakter, som den der i sproglige udsagn sammenknytter subjekt og prædikat. Tegningen betyder i første omgang, at der er noget “bombeagtigt” over Muhammed, og som Mehdi Mozaffari fra Aarhus Universitet har påpeget, så udgør tegningen i denne forstand reelt en opdatering af en gammel islamisk tradition for i skrift og billede at fremstille Muhammed som krigsherre, hvilket ofte angives ved, at han er udstyret med sit sagnomspundne sværd. Bomben er i denne fortolkning blot en opdatering af en islamisk tradition for Muhammed-beskrivelse, der er knyttet til den udbredte ide i dele af islam om udbredelse af troen ved sværdet.¹ Indsætter vi dette i den toleddede metonymi, medfører dette, at der er noget bombeagtigt eller krigerisk over Muhammeds doktrin, og måske over alle eller nogle muslimer. Her er tolkningen med “alle” naturligvis stærkt kontroversiel, medens tolkningen med “nogle” næppe kan benægtes, for så vidt som der existerer et stærkt netværk af islamister, der ledsager terroraktioner med henvisninger til islam og Muhammed. I denne læsning kan det være svært at se, hvorfor Muhammed-tegningen ikke simpelt hen henviser til de varianter af islam, der fortolker udsagnene om islam som sværdets religion som ret bogstavelige og derfor anvender bomber og anden vold i deres politiske kamp.

Men strengt taget siger tegningen intet om, hvorvidt Muhammed (og dermed disse muslimer) har et aktivt forhold til bomben, eller om de måske snarere er dens ofre og ufrivilligt har fået den anbragt oven i hovedet. Den kuglerunde bombe i turbanen spiller på udtrykket “at få en appelsin i turbanen”, en klassisk topos i dansk litteratur, hidrørende fra Oehlenschlägers tillempning af Aladdin-fortællingen fra Tusind og en nats æventyr i sin Alladin eller den forunderlige Lampe (1805), hvor Aladdin som tegn på held får en appelsin (egl. en “Pomerants”) i turbanen. Endnu én af de tolv JP-tegninger spiller på samme ide – her er det Kåre Bluitgen, der iklædt turban får en appelsin mærket “PR-stunt” dumpende ned i den. I denne fortolkning ville Muhammed i modsætning til Aladdin lide af uheld, når han i stedet for den ventede heldige appelsin modtager en bombe med samme form. Når denne uafgørbarhed – er Muhammed subjekt eller objekt for bomben? – entydiggøres i mange menneskers spontane tolkning af billedet, skyldes det naturligvis konteksten – det forhold, at der i USA, Europa, Israel og ikke mindst den muslimske verden i de seneste fem-ti år har været en række meget omtalte bombe- og andre terrorattentater med mange dræbte, hvor forskellige islamistiske grupperinger har taget ansvaret og påberåbt sig islam. Denne viden fra den almene offentlighed er den kontext, der tillader at tegningen uden nærmere analyse entydiggøres, sådan at vi uden at tænke nærmere over det antager, at tegningen forestiller en bombetruende Muhammed – eller via den dobbelte metonymi – en bombetruende islamist (selv om Muhammeds ansigtsudtryk på tegningen egentlig forekommer relativt fredeligt og ikke-truende). Men heri ligger en interessant spænding: dette forhold muliggør den tolkning, at profeten med sit ikke synderlig krigeriske udseende egentlig slet ikke er det direkte agentive subjekt for bombetruslen, men at det er andre kræfter, ikke tilstedeværende på tegningen, der har gjort ham og hans lære til påskud for bombninger ved at anbringe bomben i turbanen. Denne – egentlig ret nærliggende – tolkning, der vil skelne den moderate Muhammed fra de (islamistiske?) kræfter, der udnytter ham til bombastiske formål, har ingen iagttagere, jeg har hørt om, opholdt sig ved. Sandsynligvis fordi megen af diskussionen har drejet sig om, hvorvidt selve det at avisafbilde religionsstifteren Muhammed forekommer rimeligt og omfattet af Grundlovens ytringsfrihedsparagraf 77 – og slet ikke om, hvad tegningen egentlig udsagde.²

Et andet spørgsmål er, hvorvidt den afbildede bombe er bogstavelig eller – som meget ofte i aviskarikatur – metaforisk. Er bomben en metafor for det bombastiske, som nogle kritikere har fundet i det islamiske og endnu mere i den islamistiske doktrin for politisk islam med totalitære ambitioner (der daterer sig fra Mawdudi og Qutb i begyndelsen af det 20. århundrede)? Heller ikke denne fortolkningsmulighed har været undersøgt af mange. Eller er bomben i al sin tegneserienaivitet endnu en metonymi, nemlig for krigsførelse eller terror som sådan? De fleste vil nok læse den som sidstnævnte.

Endelig er der tegningens tredje element: det kalligrafiske tegn på bomben.³ Det er en klassisk såkaldt shahâda i fortættet form, dvs. den muslimske “trosbekendelse”: “Der er ingen gud undtagen Gud [&] Muhammed er Guds sendebud.” Den er kalligrafisk allestedsnærværende i den muslimske verden (som vignetter i bøger og pamfletter, på bannere og flag (Saudi-Arabien) etc.) og har været noget af det tidligst attesterede (dog i varianter) på skrift, fx i Klippemoskeen i Jerusalem fra 691 (Muhammed dør i 632). Den udgør således et fundamentalt tegn i islam. Den er opbygget som følger:

allâh
           illa
allah         ilah
           al-rasûl       lâ
                muhammad

– idet øverste skrålinje skal læses først, men nederst fra højre og op mod venstre, med følgende oversættelse, idet verbet “at være” er noget, som normalt på arabisk, man selv må medtænke:

Gud
          undtagen
Gud                 gud
          sendebud      (der er) ikke/ingen
                 Muhammad

Dette tegn udgør den eneste komponent i tegningens ikoniske side, der forbinder den med islam. Det er et skrifttegn, der med sin entydige henvisning til islams basale credo understreger den første metonymi: fra skaber af doktrinen til doktrinen. En basal komponent i doktrinen er simpelt hen angivet på overgangen fra turban til bombe. Tegnet er ganske vist mærkelig fladt – øjensynlig kopieret over på tegningen fra et eller andet forlæg; tegnet er ikke gengivet perspektivisk afrundet, som det ville være, hvis det fulgte bombens kuglerunde overflade. I alle tilfælde er det en mulig, ja nærliggende tolkning at forbinde den programmatiske monoteisme i udsagnet med bomben: monoteismens spændte forhold til andre, ikke konsekvent monoteistiske eller decideret polyteistiske religioner, der søges kritiseret eller endog i nogle tilfælde udryddet – hvilket bomben således kunne symbolisere. Man kan her tænke på “vantro”s vanskelige forhold og manglende rettigheder i mange muslimske lande (gældende både kristne, jøder, ateister og andre, se nærmere information ang. de enkelte muslimske lande på Human Rights Watchs hjemmeside med årlige rapporter fra hvert land). Men selv denne aggressive tolkning af tegningen, at islam som doktrin har en tendens til at undertrykke andre trosretninger, legitimerer ikke umiddelbart metonymi nummer to, der slutter til, at nogle eller alle muslimer er bombemænd, eller lignende.

Men det bringer os til at betragte tegningens genre – avissatiren eller -karikaturen. I denne genre er sådanne sammenkoblinger mellem genkendelige personer og forskellige metonymiske eller metaforiske prædikater en helt almindelig og letforståelig syntax. Lad os tage et andet exempel til sammenligning – Politikens håndtegner Roald Als og hans mangeårige tradition for at afbilde en af sagens andre hovedpersoner, Anders Fogh Rasmussen, i hulemandskostume.

Fogh får til lejligheden hagen skudt temmelig langt frem i en let abeagtig positur, får sit mørke underansigt med skægskyggen gjort en tone mørkere og iklædes så en pels og udstyres med en kølle, medens han udviser en desperat og ofte naiv adfærd. I den her afbildede tegning (Politiken, 3.3.2006) står den ranke, hvide, normalt udseende, roligt stående Seidenfaden med overbærende blik som kontrast til den ophidsede Fogh, der køllesvingende og sammenkrummet i abeagtig kropspositur hopper i raseri oven på et exemplar af Politiken. Der er raceforskel mellem de to mænd i Politikens gengivelse.

Afbildningen af Fogh i hulemandskostume hviler et meget langt stykke på analoge greb i forhold til Jyllands-Postens Muhammed-tegning med bomben. Afbildningen af personen bliver en metonymi på den politik, Fogh fører, den doktrin, han står for – og analogt til det muhammedanske tilfælde foreligger også muligheden for den fjernere, toleddede metonymi, så tegningen samtidig også bliver et portræt af alle eller nogle venstremænd, eller måske alle eller nogle danskere. Med hensyn til de påhæftede prædikater, abeansigt, pels og kølle, så tjener de også her til at karakterisere nogle egenskaber ved doktrinen, men på en mere ligetil metaforisk måde end i tilfældet med Muhammed-tegningen. Foghs doktrin og politik er stenalderagtig – en stenaldermand kan ikke føre andet end primitiv politik. Stenalderkostumet er således en let aflæselig metafor, der hviler på det almindelige dagligdagsudtryk at kalde noget stenalderagtigt, som man finder primitivt, understreget af det abeagtige i Foghs ansigt, der tilføjer betydninger som dyrisk og dum. Det sværere afgørlige forhold, der var mellem profet, bombe og tegn, er her mere entydigt. Det svære spørgsmål i tilfældet med Muhammed, hvorvidt den fredelige profet egentlig er uskyldig i at have fået en bombe i turbanen, stiller sig ikke i Fogh-tegningen, hvor Fogh oftest afbildes temmelig forfjamsket, som om han er ved at løse en opgave, som han ikke – grundet sine stenalderevner – formår. Måske kunne man forestille sig, at han uretmæssigt er havnet i kostumet, ligesom Muhammed måske uretmæssigt har fået en bombe i hatten, men der er ikke direkte noget i tegningen, der tyder på, at det er en måske reelt moderne Fogh, der bare har fået tvunget kostumet på, ligesom den måske reelt fredelige profet, der måske er blevet påtvunget bomben. Der er snarere tale om et abemenneske, der uretmæssigt er blevet anbragt i statsministerposten.

Men med hensyn til det afgørende spørgsmål om kvanteringen er de to tegninger helt parallelle: af ingen af tegningerne fremgår det, hvor meget af tegningens subjekt, prædikaterne dækker. Er det hele Anders Foghs Rasmussens politik, der er stenalderagtig, eller kun noget af den? Det tillader tegningen ikke at afgøre. Eller, hvis vi går videre ud ad den toleddede metonymi: er det alle venstremænd, der er hulemænd, eller er det kun nogle venstremænd, der er det? Er det alle danskere, der er stenaldermænd, eller er det kun nogle danskere? Skeptikere i partiet Venstre over for partilederen (og sådanne skeptikere over for lederen er der jo i alle større sociale organisationer, her fx Birthe Rønn Hornbech) behøver ikke føle sig omfattet af karikaturen og gør det næppe heller, ligesom danskere, der ikke har stemt på Fogh, ikke behøver føle sig ramt af metonymien. Nøjagtig ligesom fredelige muslimer ikke behøver føle sig ramt af Muhammed-tegningens metonymi.

Denne uafgjorthed mellem al- og existenskvantor er faktisk et af satiretegningens afgørende virkemidler. Den opfordrer læseren til at grunde over: hvor meget af statsministerens politik er egentlig hulemandsagtig – tegningen expliciterer det ikke. Og tilsvarende i Muhammed-billedet: i hvor høj grad er Muhammeds doktrin, islam, og dens monoteisme, egentlig forbundet med bomber – tegningen expliciterer det ikke. Tilsvarende, hvis vi går et skridt videre ud ad den toleddede metonymi: hvor mange venstremænd er egentlig primitive? hvor mange muslimer er egentlig bombemænd eller støtter bombemænd?

Læst i denne almindelige, oplyste satiretradition er det altså slet ikke givet, at tegningen af Muhammed med bomben i turbanen tillader læseren at slutte til nogen påstand om, at alle muslimer er bombemænd. Det siger tegningen ikke, lige så lidt som tegningen af hulemanden Fogh siger, at alle venstremænd er primitive. Det er på grund af dette spænd i fortolkningsmuligheden, at satiretegninger ikke kan modsiges eller kritiseres på samme måde som bogstavelige, sprogligt artikulerede udsagn såsom netop “Alle venstremænd er primitive”, “Alle danskere er primitive” eller “Alle muslimer er bombemænd”, der er kategoriske og har langt mindre fortolkningsspænd end de tilsvarende tegninger. Det er blandt andet derfor, sådanne udsagn ikke er sjove, medens karikaturer kan være det.

At karakterisere personers eller doktriners krigeriske hensigter ved at udstyre dem med en stiliseret bombe er et fast, tilbagevendende virkemiddel i avissatiretraditionen. Tag modstående portræt af en selvmordsbomber, hvor personens hoved er erstattet med tegneseriebomben. Naturligvis betyder denne tegning ikke, at alle tørklædebærende personer er selvmordsbombere. Eller tag exemplet på en stærkt kristen, krigsførende amerikansk præsident også afbildet med en bombe som hovede under den texanske ten-gallon-hat. Denne tegning angiver at Bush – og pr. metonymi hans doktrin – er sprængfarlig. Men parallelt til Muhammed- og Fogh-tegningerne er det ikke tilfældet, at udsagnet om Bush og hans doktrin uden videre kan udstrækkes til alle amerikanere, til alle kristne, til Vesten som sådan, eller hvem man ellers kunne finde på at se Bush som repræsentant for.

Alt i alt må det konstateres, at Jyllands-Postens angiveligt mest krænkende billede af profeten Muhammed i meget stort omfang betjener sig af parallelle semiotiske virkemidler til Politikens afbildning af statsminister Anders Fogh Rasmussen og, hvad bomben angår, virkemidler, der hører til standardrepertoiret hos bladtegnere. Afbildningen af profeten er dog lidt mere flertydig end afbildningen af statsministeren, idet førstnævnte kan fortolkes som fredelig, sidstnævnte næppe som ikke-primitiv. Dette skyldes naturligvis også, at Fogh-portrættet er eet blandt mange i en mangeårig serie af Roald Als-tegninger, således at tolkningen af hulemandskostumet efterhånden er blevet automatiseret og ikke kræver videre refleksion hos betragteren.

Man kan så videre diskutere, hvilke af de prædikater, der anvendes om de to personer, der er mest krænkende. For en politiker, der har lagt temmelig megen vægt på at fremstå som moderne, er det naturligvis krænkende, når han selv, hans politik (1. metonymi) og måske (nogle af) hans tilhængere (2. metonymi) fremstilles som stenalderagtig. Og for en profet, der trods massakrer hævder at være fader til en fredens religion,⁴ er det naturligvis krænkende, når han selv, hans religion (1. metonymi), og måske (nogle af) hans tilhængere (2. metonymi) fremstilles som forbundet med bomber. Begge prædikater er således antagonistiske til selvforståelsen i den doktrin, de henviser til, heraf tegningernes kritiske karakter. Og begge prædikater har med våben (kølle, bombe) at gøre, hvilket indikerer at de to figurer er både mere krigeriske og mindre subtile, end de umiddelbart stiller sig an.

Den tolededdede metonymi, der i begge tegningers tilfælde adskiller tegningens umiddelbare genstand, den navngivne enkeltperson, fra den befolkningsgruppe, den indirekte og måske kun delvis kan henvise til, er således ganske anderledes end i de tegninger i den antisemitiske tradition (fx Der Stürmer i tredivernes Tyskland, eller i mange arabiske publikationer idag), som de uberettiget er blevet sammenlignet med. Disse tegninger afbilder også personer, men i modsætning især til profet- og i mindre grad Fogh-tegningen (abeansigtet) er de stereotyper, udstyret med racemæssige træk (jødenæse, fedme, grådigt udseende, traditionel jødisk dragt), ligesom de i modsætning til både Muhammed- og Fogh-tegningerne ofte er udstyret med generaliserende indexer (“Der ewige Jude”, davidsstjernen), der indikerer, at de direkte omhandler samtlige medlemmer af en befolkningsgruppe, der udstyres med stereotypiserende træk. Hermed stemples en hel befolkningsgruppe som forskellig fra og mindreværdig i forhold til andre mennesker. Her er den alkvantor altså explicit til stede (“Alle jøder …”), som er fraværende i både tegningerne af Muhammed og Fogh, og der er derfor ikke den relativitet i referencen til stede, der gør, at disse to tegninger ikke er krænkende for alle muslimer, hhv. alle venstremænd.

De to afbildninger er således i meget stort omfang parallelle. Den afgørende forskel må derfor søges andetsteds: i den kontekst, der består i, at der er en vis, omend svag muslimsk tradition for at undgå at afbilde den historiske person Muhammed – spørgsmålet om det islamiske billedforbud.⁵ Det kan naturligvis ikke gøres gældende i et samfund med religionsfrihed – som det danske – , at een religion over for andre troende eller ikke-troende kan gøre gældende at overholde denne religions egne tabuer, forskrifter og riter. Forbuddet mod afbildning af profeten gælder dele af islam, men på ingen måde den øvrige del af samfundet, der har en legitim interesse i Muhammed som en vigtig og indflydelsesrig historisk person, hvis doktrin, påvirkning og effekter er til almindelig undersøgelse, udforskning og debat, ligesom tilfældet er med andre historiske personer. At hævde, at det islamiske billedforbud gældende visse islamiske publikationstraditioner burde omfatte Jyllands-Posten, som det er blevet fremført, forekommer derfor temmelig besynderligt. Hertil kommer flere interessante aspekter af billedforbuddet. Den teologiske baggrund for billedforbuddet i dele af Hadith-traditionen er at undgå en fejlagtig dyrkelse af profeten Muhammed som en gud, eftersom den eneste gud er Allah. Man vil derfor ikke risikere, at billeder af ham fremstilles, fordi de så kunne blive genstand for afgudsdyrkelse. Det er en ide, der kontrasteres til kristendommen, hvis afbildning og dyrkelse af den før-muhammedanske, men islamiske profet Jesus (Isa) set fra et islamisk synspunkt fremstår som et sådant tilfælde af vildfaren afgudsdyrkelse og faktisk polyteisme. Dette billedforbud omfatter således også Abraham, Jesus og andre skikkelser fælles for kristendommen og islam, og der er mange klassiske tilfælde af islamisk ødelæggelse af kirker og kristne afbildninger af Jesus. Men eftersom kritikken af Jyllands-Postens billeder oftest har lydt på deres karakter af karikatur, er der antagelig næppe nogen reel fare for, at nogen dansk eller international muslim kunne finde på at anvende Jyllands-Postens 12 tegninger til idolatri. Mere seriøst er det, at billedforbuddet således har sin motivation i, at troende ikke skal gå afgudsdyrkelsens vej, hvorfor forbuddet, allerede set indefra dets egen motivation, således angår troende og dermed ikke vantro. Et andet aspekt er, at billedforbuddet primært hævdes af sunni-muslimer, og ikke tilsvarende konsekvent af shia-muslimer, ligesom der i islams historie har været lange traditioner for (især skønmalende) afbildninger af profeten, fx i det tyrkiske og persiske område. Det strenge billedforbud forsøges især hævdet af ret nye, fundamentalistiske strømninger som wahhabisme og salafisme, der således fordrer en art hegemoni ikke bare over for vantro, men også over for andre islamiske strømninger, i det omfang de søger at gøre billedforbuddet gældende også for dem. Alt i alt er argumentet med billedforbuddet altså temmelig skrøbeligt, allerede af internt islamisk-teologiske grunde. Omend det afgørende argument for tilladeligheden i afbildning af Muhammed i et frit, demokratisk samfund naturligvis er externt og motiveret i ytringsfrihed og religionsfrihed (hvor der måske aktuelt er behov for at minde om, at sidstnævnte også omfatter retten til agnosticisme og ateisme).

Endnu et argument, der har været fremført, er islams status som (stor) mindretalsreligion i Danmark – altså at der skulle tages særligt hensyn til mindretals religiøse tabuer. Som selve sagen exemplarisk har demonstreret, er verden imidlertid globaliseret i en grad, så de herboende muslimer langt fra i alle henseender kan betegnes som et mindretal. I en anden forstand udgør de et flertal, for så vidt som de er en delmængde af verdens 1,2 milliarder muslimer, som mange af deres talsmænd da også ofte påberåber sig. Men i så fald kan mindretalsargumentet næppe længere anvendes over for danskere (ca. 6 millioner) eller EU-borgere (ca. 0,45 milliarder), ja ikke engang over for fx EU og USA taget som et hele (ca. 0,8 milliarder). Dette argument spejles af, at der i mange muslimske lande ikke råder noget, der overhovedet ligner religionsfrihed for deres kristne, jødiske, ateistiske og andre mindretal, og at disse landes statsstyrede presse regelmæssigt trykker antikristne, antivestlige og antisemitiske karikaturer, der ikke viger tilbage fra at anvende racemæsssige stereotyper. Mærkeligt nok hører man ofte det spejlvendte argument fra de selvsamme personer, at man må respektere islamiske tabuer, ikke fordi islam er et mindretal, men fordi islam er en stor verdensreligion. Argumentets skiften fra få til mange illustrerer meget godt, at det ikke er noget argument overhovedet, hvorvidt der er få eller mange, der hævder en doktrin. I intet af tilfældene kan doktrinen undtages fra diskussion.

Et andet element af konteksten er afsenderens intention. Hvorfor har hvem tegnet disse tegninger? Fogh-tegningerne er et led i de almindelige daglige satiretegninger i Politiken og er oftest motiveret af dagsaktuelle politiske diskussioner, som Fogh på den ene eller anden måde altså hævdes ikke at være voksen. Tegningerne har karakter af en tematisk række, der har kørt gennem mange år, med stenalder-Fogh som konstant centralfigur, og det samlede antal tegninger kan antagelig tælles i hundreder. Muhammed-tegningerne var derimod ikke en del af Jyllands-Postens tilsvarende daglige satiretradition. De var motiveret i det forhold, at forfatteren Kåre Bluitgen forgæves søgte en illustrator til en planlagt børnebog med en (solidarisk) beskrivelse af Muhammeds liv, fordi de anspurgte tegnere frygtede for deres liv, hvis de sagde ja, med henvisning til drabet på den islamkritiske filminstruktør Theo van Gogh i Holland i 2004. Avisen ville så undersøge, om der herskede tilsvarende forhold blandt professionelle bladtegnere og bad et antal af dem om at afbilde profeten. De blev således ikke bedt om karikaturer, men om blot tegninger, og tegnerne valgte selv genre – flere af dem valgte (næppe mærkeligt givet de blev opfordret af et dagblad og ikke fx en gren af kunstinstitutionen) satiretraditionen, således tegneren bag den her analyserede tegning. Den ledsagende tekst til de 12 tegninger omhandlede direkte ytringfriheden, idet den stillede spørgsmålet om, hvorvidt Bluitgens problemer var signifikante for en reel dansk angst blandt tegnere, og om hvorvidt ytringsfrihedens grænser således reelt, uden at det var blevet explicit kendt, havde ændret sig. Teksten forfattet af Flemming Rose tilspidsede denne pointe retorisk: “Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.” De satiriske blandt tegningerne havde således et dobbelt formål, de var både så at sige almindelig avissatire og samtidig en art sociologisk undersøgelse angående ytringsfrihedens aktuelle status. Noget tyder på, at denne dobbeltbevægelse især har virket fornærmende – for det bemærkelsesværdige er, at et andet dansk dagblad, der efterhånden som sagen udviklede sig, tog stærkt afstand fra tegningerne – Politiken – blot halvandet år tidligere havde bragt satiriske tegninger af Muhammed og muslimer, der kunne forekomme adskilligt mere krænkende – fx i den prægtige serie Wulffmorgenthaler –, uden at dette gav anledning til nogen beklagelser (omend bladet ikke i de senere diskussioner har fundet det opportunt at genoptrykke disse egne tegninger). En af tegningerne viste således en tildækket muslimsk kvinde, der fremviste sin kæreste, en orne ved navn Laust. Jyllands-Postens programmatiske undersøgelse af ytringsfrihedens grænser synes altså at være mere afgørende for sagens udfald, end selve tegningernes egen karakter egentlig har været det. Måske har det været denne karakter af programmatisk undersøgelse, der har fristet velorganiserede islamistiske og internationalt forbundne organisationer i Danmark til et lige så programmatisk svar i form af de forskellige internationale kampagner. Har man fra islamistisk side simpelthen taget udfordringen bogstaveligt op og villet trække nye grænser for dansk (og vestlig) ytringsfrihed, sådan som det nu reelt synes at være blevet resultatet?

I den videre kontekst spiller de senere års indvandrer- og integrationsdebat og lovgivning naturligvis også en rolle som bagtæppe for den sag, der udviklede sig. Her er gennemført en række omdiskuterede stramninger af krav til indvandring – der imidlertid ikke kun rammer muslimer specielt –, ligesom en række tvivlsomme initiativer såsom det såkaldte “sultecirkulære” har ført til forståelig utilfredshed blandt indvandrere. En lignende, meget let begribelig utilfredshed skyldes de meget grove og stereotypiserende karakteristikker, som en række højrefløjspolitikere offentligt har fremsat, kulminerende i sammenligningen af muslimer som sådan med “kræftsvulster” på DF-parlamentarikeren Louise Freverts hjemmeside – udsagn der har en ganske anden offensiv og explicit karakter end de her analyserede tegninger. Denne baggrund har antagelig vildledt nogle til at misforstå de nu verdenskendte tegninger i samme retning, men som det vil være fremgået, er der næppe noget belæg for denne læsning af dem, hvis man betragter dem nærmere. Som sagen med tegningerne udviklede sig internationalt, forlod den imidlertid ret snart denne kontekst og kom til at handle explicit om ytringsfriheden, for så vidt de involverede danske og internationale islamistiske grupperinger på et tidligt tidspunkt koncentrerede deres krav om at presse statsministeren til grundlovsbrud ved at skride ind over for Jyllands-Postens ret til publicere tegningerne – og for så vidt som stærke internationale kræfter, OIC (Organisationen af Muslimske Lande), den tyrkiske regering, Kofi Annan nu arbejder for en indskrænkning af ytringsfriheden ang. omtale af religioner, og for så vidt som organisationer som EU og FN seriøst overvejer indførelse af sådanne reglementer.⁶

Kigger man striden om karikaturtegningerne nærmere efter i sømmene, er der således meget lidet reelt at komme efter, hvad selve tegningerne angår. Tegningerne indgår, helt ned i detaillerne af deres virkemidler, i en ganske almindelig dansk-vestlig satiretradition, der i det mindste går tilbage til oplysningstiden og de engelske karikaturtraditioner i 1600-tallet. Og selv om individuelle muslimer måtte føle tegningerne personligt krænkende, så har de, ligesom de individuelle venstremænd, der kunne være krænkede over at tro sig sammenlignet med hulemænd, ingen klar grund til at beklage sig over selve tegningerne – hverken ud fra existerende dansk lovgivning (Grundlovens par. 77) eller den almindelige tone i vestlig satiretradition.

At internationale islamistiske organisationer og deres repræsentanter i Danmark i tæt samarbejde med især det egyptiske udenrigsministerium så fandt det for godt at tage Jyllands-Postens udfordring op og anvende disse tegninger som påskud for en kampagne for indskrænkning af dansk og i videre omfang vestlig ytringsfrihed ved de bekendte opfordringer til international uro er imidlertid en helt anden historie^.7

Litteratur
Crone, Patricia “Til Paradis i lænker. Jihad i historisk perspektiv”, i KRITIK 162-63, 2003
Eriksen, Jens-Martin og Frederik Stjernfelt “Et undertrykt folk har altid ret”, Information 24/2 2006
Groupe µ Traité du signe visuel, Paris 1992
Mozaffari, Mehdi “Vredens geopolitik” (interview v. Ole Nyeng), Weekendavisen 10/2 2006
Rose, Flemming “Muhammeds ansigter”, Jyllands-Posten, 30/9 2005
Stjernfelt, Frederik “Tolerance og respekt er ikke det samme”, Weekendavisen, 10/2 2006
– Diagrammatology, Dordrecht: Springer (forthcoming)
Taheri, Amir “Hykleri. Der er ikke noget billedforbud i islam. Satire er også o.k.”, Politiken 15/2 2006

Noter
¹ Om de forskellige betydninger af jihad, hellig krig, og de forskellige opfattelser af midlerne til islams udbredelse, se Crone 2003.
² Såvidt man kan bedømme ud fra forskellige expertudsagn er billedforbudsargumentet ret svagt teologisk begrundet i islam, jvf. nedenfor.
³ Analysen af shahãda’en skyldes religionshistorikeren Thomas Hoffmann, der hermed takkes, også for andre gode kommentarer.
⁴ “Islâm” og “salâm”, ’fred,’ deler samme rod, S-L-M, på arabisk.
⁵ Se hertil Amir Taheri (2006), ifølge hvem billedforbuddet i islam langt fra er absolut, ikke har belæg i Koranen og i det omfang det findes, snarere skyldes ikonoklastiske kristne traditioner i det område, den tidlige islam fandt udbredelse i. De aktuelle argumenter for et billedforbud skyldes ikke islam som sådan, men alene islamistiske organisationer med politisk dagsorden, det Muslimske Broderskab, salafisterne, Hamas, Islamisk Jihad, Taleban og Al-Qaeda.
⁶ Man kan hertil føje fængslingen og retssagerne mod mere end 10 journalister og bladredaktører i Mellemøsten samt dødstruslerne mod tegnere og redaktører i Danmark, der må leve under politibeskyttelse i en ubestemt fremtid. At hævde, at disse sager ikke drejer sig om ytringsfrihed forekommer påfaldende, jvf. også Salman Rushdies og andres manifest i anledning af tegningerne – et manifest man kan signere på http://www.petitionspot.com/petitions/manifesto.
⁷ Jeg har kommenteret disse politiske udviklinger omkring tegningerne i Weekendavisen 10/2 og 17/2 samt (sammen med Jens-Martin Eriksen) i Information 24/2 2006.


Frederik Stjernfelt, f. 1957.
Professor, dr. phil. ved Center for Semiotik, Nordisk Institut, Aarhus Universitet og medlem af Det Danske Akademi. Redaktør af Kritik. Artiklen blev bragt i Kritik 179, årgang 39, april 2006.