Nu er PEN-klubben måske ikke lige det rette forum at tilstå det, men jeg må indrømme, at da jeg i sin tid i Radioavisen hørte, at Berlinmuren var faldet, så tænkte jeg: “Åh, nej – hvad skal der nu blive af spionromanerne?” For jeg elsker spionromanerne fra den kolde krig

og her tænker jeg ikke på et univers af knaldrøde, specialbyggede sportsvogne, spektakulære våben og turkise drinks, men tværtimod på den mærkeligt fascinerende tristesse, man finder i romaner, hvor solen aldrig skinner, og vi befinder os på nussede kontorer, i melankolske lejekaserner og i den uopvarmede toværelses med gasblus ovenover antikvariatet, hvor der ligger en seddel inde i den bog ekspedienten rækker over disken

romaner, hvor man ikke skal kede sig med nanoteknologi og hackere og industrispionage og al-Qaeda terrorister, men hvor det vrimler med herlige ord som “døde postkasser”, “honningfælder” og “sovende agenter”

hvor dramaet ikke tager sin begyndelse på et internationalt kasino ved Côte d’Azur, men på et kommunebibliotek i en diset forstad, og hvor den fjendtlige spion ikke afsløres i sin penthouselejlighed siddende i en superdesignet drejestol, men viser sig at være en leverplettet morlille i et anonymt engelsk rækkehus

hvor den fatale kærlighedshistorie ikke udspilles mellem playboys i smoking og syleslanke blondiner, men mellem en tweedklædt underfunktionær fra ambassaden i Bonn og en gådefuld pige, der hedder Tanja, som han har mødt på en kaffebar – og som det var meningen, at han skulle møde, for hun arbejder for den anden side og skal få ham til at tale på puden, når de hengiver sig i skumringen på det ramponerede sidegadehotel, og så går det hverken værre eller bedre end at hun virkelig falder for ham, og så er det bare så smukt og sørgeligt til sidst

hvor udvekslingen af agenter altid sker på en bro og i tæt tåge

hvor efterretningstjenesten holder til i en tilfældig opgang bag skiltet “Import/Export”, og en computer hedder en elektronhjerne og er et apparat på størrelse med en HT-bus, der står og summer på en adresse selv ministeren aldrig har hørt om

hvor det altid støvregner og verden er i sort-hvid, men intet er enkelt, for inde i den højtplacerede diplomat er der en forfinet æstet og inde i ham en konsekvent kommunist og inde i kommunisten en promiskuøs homoseksuel, der ynder at tage til Hamborg og lade sig gennemprygle af havnesjovere

og senere i historien sidder dybt alkoholiseret i sin lejlighed i Moskva og løser kryds-og-tværsen i The Times, mens han længes efter Merry Old England

hvor nørder med fedtede briller og dårligt siddende stanghabitter kæderyger og drikker sort kaffe, mens de år ud og år ind lytter med på radiotrafikken til og fra den sovjetiske ambassade og giver deres udspekulerede operationer og skyggefulde strategier hypnotiserende navne som “signit”, “fluency” og “counterclan”

hvor to ens dokumentmapper med henholdsvis et kabinetsmemo og et større pengebeløb ubemærket skifter hænder i undergrundstoget mellem Paddington og Bayswater

hvor en samvittighedsplaget amerikansk fysiker kontaktes på “Konferencen for fred og sikkerhed” af en charmerende mand med tysk accent, der ligesom han er bekymret over udviklingen i verden

hvor de højeste poster i Tjenesten altid går til de mest talentløse, bare fordi de har gået på de rigtige skoler og har fimsede dobbeltnavne, som f.eks. Kimber-Hutchinson, mens vi andre må sidde aften efter aften i kolde biler og overvåge, hvem der går ud af ind af opgangen til “Polsk-tjekkisk Handelskompagni”

hvor man i stille stunder sidder med en whisky og følger røgen fra cigaretten og ikke kan lade være med at tænke på, hvad der blev af Tanja, og om hun mon i dette øjeblik sidder et eller andet sted dybt inde i et majestætisk afdanket Østberlin og tænker på én selv

hvor man efter at have brugt et halvt liv på med dækhistorier og fem forskellige pas at lokke fjenden i fælden pludselig får en mistanke om, at alt dét blot er et led i en større plan, man ikke kender, men aner omridset af

fordi en nøje gennemgang af, hvem der har haft adgang til sagsmapperne vedrørende operation “Double Cross” (og samtidig har opholdt sig i Budapest på de pågældende tidspunkter) mærkeligt nok peger på én selv

og det tilmed viser sig, at Tjenesten slet ikke er styret af Generaldirektøren, men af en foruroligende tillidsvækkende gammel knark, der kaldes “Onkel” og netop nu står og roder op i kaminen på sit landsted syd for London, mens han kremter på sin karakteristiske facon

og udelukkende udtrykker sig i eufemismer, som f.eks. “grim historie i Bulgarien, gamle jas”, hvad der betyder så meget som, at hele vores net i Sofia er trævlet op og 40 mennesker er blevet hængt i klaverstrenge

og hvor man godt kan glemme alt om at møde på arbejde næste dag, når han bliver familiær og siger: “Sorry I can’t drive you home, old chap, you know how it is …”

og derefter læner sig lidt frem og siger:
– Det gør mig ondt at høre, at Deres unge ven er kommet ud for en alvorlig trafikulykke.
– Hvornår er det sket?
– Om halvanden time.

*

Denne tekst trækker på mange kilder; jeg siger tak til John le Carré, Len Deighton, Dan Turèll og Mikal Arboe. Teksten blev skrevet i anledning af dansk PENs møde om erotik og efterretninger på Copenhagen Jazzhouse 30. oktober 2004.

Søren Ulrik Thomsen, f. 1956.
Digter. Artiklen blev bragt i Kritik 172, årgang 37, 2004.