Den berømteste naturkatastrofe i kulturhistorien er nok jordskælvet i Lissabon i 1755 – hvis man da ikke tæller Syndfloden med. Det jordskælv var langt fra det største eller mest katastrofale i historisk tid, men det accelererede Oplysningstiden ved at sætte den såkaldte theodicé-debat i gang: kunne der egentlig være en god og beskyttende Gud, hvis den slags ting kunne ske? Tsunamien i 2004, orkanen Katrina i 2005, klimatruslen – også i vor tid giver naturkatastrofer anledning til vidt forskellige kulturelle fortolkninger.
Flertallet af artiklerne i dette nummer af Kritik kredser om naturkatastrofer og deres kulturelle konsekvenser. Den umiddelbare anledning er FN’s klimakonference, som finder sted i København i december 2009, og som i sig selv er et symbol på den integrerende effekt, som katastrofer – og forestående katastrofer – kan have: En besindelse på, at mennesker på tværs af alt det, der deler dem, er fælles om den store og på langt sigt måske håbløse udfordring, det er overhovedet at opretholde menneskeslægtens eksistens.
Den med stor sandsynlighed menneskeskabte globale opvarmning er sådan en udfordring, men den er langt fra den eneste. Befolkningsexplosionen er en anden. Hertil kommer katastrofer, vi savner indflydelse på. Fra geologien ved vi, at planeten med uvisse mellemrum rammes af kometer, asteroider, vulkanudbrud og jordskælv i en størrelsesorden, som radikalt ændrer betingelserne for alt liv på jorden. Uden varsel overhovedet eller muligheder for at forebygge eller forhindre. Det er ikke hypotetiske risici, men sikkert forekommende katastrofer inden for tilstrækkeligt store tidsintervaller.
Over for disse fælles farer fra det ydre rum og fra jordens indre aftager betydningen unægtelig af alle de nationale, kulturelle og religiøse forskelle, som deler os, og som diverse politiske bevægelser har trukket alt for store veksler på siden årtusindskiftet. Partikularismens og kulturalismens futilitet bliver tydelig. Det gør den også i lyset af de klimatiske forandringer, der vil finde sted som følge af den globale opvarmning – uanset hvordan vægten mellem menneske og sol er i det bagvedliggende årsagskompleks. Et bare nogenlunde adækvat svar på disse udfordringer må nødvendigvis overskride nationalstaternes grænser, for ikke at tale om "kulturerne" eller "civilisationerne". De lurende katastrofer understreger klodens akutte behov for kosmopolitik.
Der er naturligvis ideologier, der er indstillet på at negligere disse trusler. Religioner, der lægger hovedvægten på paradis og ser dette liv som en kort og beskidt overgang, der mest er egnet til at sortere frelste fra fordømte – eller ideologier, der lægger hele vægten på det vitale liv i nuet og lader hånt om efterkommerne. Men måske kan de aktuelle trusler ligesom jordskælvet i Lissabon også være med til at problematisere og marginalisere sådanne undvigelsesstrategier?
Men de understreger også behovet for helt nye – og langt mere langsigtede – tidshorisonter for den politiske handlen. Håndteringen af den globale opvarmning samt i det hele taget opbygningen af et beredskab i forhold til kolossale naturkatastrofer kræver en nøje koordineret international indsats og teknologisk udvikling igennem årtier – ja, århundreder. Som Lyotard engang bemærkede: det langsigtede perspektiv er at bringe os i stand til at forlade kloden og bosætte os et mere gunstigt sted, inden Solen bliver en rød kæmpe og opsluger planetsystemet. Der er heldigvis, efter alt at dømme, meget længe til, at vi får brug for denne exitstrategi – men klimatrussel og befolkningsexplosion er her allerede.
Planlægning i sådanne perspektiver er en gigantisk demokratisk og kosmopolitisk udfordring, men det er samtidig et storslået projekt, som tilbyder det enkelte individ et livsindhold, der helt indlysende rækker langt ud over dets egen eksistens. Det udgør et nærværende alternativ til religionernes doktriner om dommedag, paradis og de sidste tider.