Velfærdsstatens fremtid

Den skandinaviske velfærdsstat står som et originalt bidrag til den politiske udvikling i det 20. århundrede. Ja, i adskillige årtier har den i store dele af verden fungeret som en stærk fremskridtsfortælling og som et alternativ til ureguleret kapitalisme på den ene side og kommunistisk planøkonomi på den anden. Det var formentlig denne ideologiske hårdknude, der skabte den skandinaviske velfærdsstats storhedstid på den politiske verdensscene – som en alternativ vision for det gode samfund.

I globaliseringens – eller den grænseløse kapitalismes – tidsalder er denne patos svundet betragteligt ind. Gorbatjov forestillede sig i sin tid, at Sovjetunionen kunne sadle om og lægge sig efter de skandinaviske velfærdssamfund. Så naiv var Deng Xiaopeng ikke. Da han i 1970’erne planlagde de reformer af den kinesiske økonomi, som ligger til grund for landets nuværende styrke, sendte han bud efter Milton Friedman. Den neoliberalistiske dagsorden indledte da sin globale sejrsmarch, som endnu varer ved, også på den anden side af den økonomiske krise i 2008.

I den nuværende situation er den skandinaviske velfærdsstat klemt – den fremstår som en anomali, snarere end som alternativ. Ikke fordi vi er vidne til et opsigtsvækkende “kapløb mod bunden”, hvor velfærdstatens ydelser og institutioner én for én ofres – som dødvægt, der må smides over bord i kappestriden om evnen til økonomisk konkurrence. Snarere forløber den som en snigende underminering af de værdier, som den skandinaviske velfærdsstat er grundlagt på. Konkurrencen – og dermed også markedets logik – har bredt sig til “næsten alle områder i samfundet”, konstaterede Henrik Dahl og Ole Thyssen for et par år siden. Det går ud over de lommer af social tryghed, som velfærdsstaten har garanteret.

Undergravningen går ikke mindst ud over idealet om social sikkerhed. At den enkelte borger skulle føle sig tryg, i social henseende, og at staten skulle træde til og støtte i situationer, hvor arbejdsmarkedet eller familien svigter, har været kernemålsætningen i velfærdsidéen. Muligvis i et omfang, som gik ud over incitamenterne til at arbejde. Hensynet til social sikkerhed på den ene side og arbejdsvilje på den anden er ikke let at afbalancere.

Men i dag er konsekvenserne af at være inden eller uden for arbejdsmarkedet mærkbare. Reformerne af dagpengesystemet, indførelsen af arbejdsmarkedspensioner og individuelle pensionsordninger, privatiseringen i sygehussektoren og arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, liberaliseringen af boligfinansieringen og de deraf drastisk stigende boligpriser har for mange skabt en presset eller meget risikabel privatøkonomisk situation. Slagsiden er ikke mindst generationsbestemt: For en ung børnefamilie, der reelt befinder sig en månedsløn fra konkursen, rammer arbejdsløshed eller skilsmisse eller sygdom hårdt. For dem er den sociale sikkerhed til at overse – måske ligesom behovet for velfærdsstaten er det.

En af grundene til de asiatiske vækstøkonomiers styrke er naturligvis, at disse lande ikke binder omfattende midler i velfærdssystemer og har et lønniveau, der suger ordrer og virksomheder fra Europa og USA til sig og gradvis afindustrialiserer de gamle industrilande. Der er en særlig ironi i dette aspekt af globaliseringen. Vi har fået tudet ørerne fulde af kulturalisters prædiken om særlige “Asian values”, asiatiske værdier, der hylder fællesskabet og kollektivet og vender sig mod kynisk vestlig liberalisme og individualisme – og naturligvis imod menneskerettigheder, der ses som en mere snedig version af vestlig imperialisme. Men “fællesskabet” fx i Kina ligger som bekendt langt mere i afvisningen af demokratiske standarder, end den ligger i nogen form for social sikkerhed. Vækstvidunderet er købt ved mangel på både sikkerhed og frihed.

Velfærdsstatens fremtid i den løbende globaliseringsproces er temmelig uforudsigelig. Men det er værd at fastholde, at grunden til dens karriere som utopi midt i det 20. århundrede ikke var ønsket om statsregulering af hver afkrog af samfundet – men derimod en socialliberal dobbelthed af frihedsrettigheder og social beskyttelse, af marked og stat, af både sikkerhed og frihed.

Afbalanceringen mellem disse er til konstant forhandling og udgør på een og samme gang velfærdssamfundets akilleshæl – og dets mulighed for løbende at indstille sig på ændrede vilkår. For så vidt er dets tid som regulativ idé næppe forbi.