Leder

Kritik om kritik

nr. 200, September 2011

Kritik 200 – et jubilæum


Kritik er med det foreliggende nummer udkommet 200 gange. Tidsskriftet begyndte på arbejderbevægelsens forlag Fremad i 1967 og er siden nummer 48 i 1979 udkommet på Gyldendal.
Hvad er mere nærliggende end at fejre jubilæet med et nummer om – Kritik? Altså ikke om tidsskriftet, men om dets genstand, kritikken.
Idehistorisk er "kritik" forbundet med græsk "krinein", at skelne, og videre med "krisis", "kriterion" og andre centrale græske ord i den vestlige kulturarv. Ordet kan følges op gennem idehistorien og har tætte forbindelser til begreber som logik, analyse, undersøgelse, bedømmelse – især af politiske og æstetiske materier. Fra den tidlige oplysningstid og frem har tidsskriftet været et centralt forum for kritik i mange former og varianter – man kan nævne legendariske tidsskrifter som Pierre Bayles Nouvelles de la République des Lettres (1684) og Addison og Steeles The Spectator (1711). Når ordet i 1967 blev dette tidsskrifts navn lå vægten nok på "æstetisk kritik", især litteraturkritik, men en række af de nævnte betydninger spillede også dengang med. De to founding fathers, Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen, udtrykte sig kort og fyndigt, da de på bagsiden af første nummer lancerede tidsskriftets formål:

Beskæftigelsen med digtning er idag fordelt på en række institutioner; universiteter, skoler, aviser og forlag, der ofte vil være tilbøjelige til i deres arbejde at lukke sig om deres egne formål. Hensigten med KRITIK er at virke for et helhedssyn på digtningen, at medvirke til besvarelse af spørgsmål, der er fælles for læsere og kritikere, lærere og forskere: Hvad forstår vi og hvordan forstår vi? Hvilke værdier har vi mellem hænderne og hvordan forvaltes de bedst?
Ved introduktioner, forskning og debat vil KRITIK søge at bane vej for et større, mere nærværende syn på litteraturen og dens historie.

Forud for denne formålserklæring var gået flere år, hvor de to grundlæggere havde diskuteret tidsskriftets linje og forsøgt forskellige veje for overhovedet at få det udgivet. Henriksen med sin åndshistoriske baggrund og sit existentielle syn på digtningens organiske helhed var initiativtageren – han indbød så marxisten og nyradikaleren Fjord som sit komplementære modbillede, der samtidig udgjorde en københavnsk-århusiansk axe.
De to kunne være enige om vigtigheden af kritik forstået som criticism, som opbrud fra de dengang lukkede filologiske cirkler på universiteterne ud mod en større verden – en bestræbelse på at skræve over akademiske kriterier på den ene side og offentlige og kunstneriske interesser på den anden side. De var også enige om interessen i nærlæsning, new criticism, og i interessen i at inddrage, introducere og diskutere aktuelle udenlandske tendenser. Meget andet var de ikke enige om; Henriksens organiske enhedssyn og interesse for digterpsykologi og åndelig udvikling lå meget langt fra Fjords mere rastløse og politiske opfattelse af kritik med kulturradikalisme, kritik af popkultur, studenteroprør og marxisme i bagagen. Angående navnet vandt Fjords radikale og simple forslag "KRITIK" over Henriksens forslag som "Kritik og tradition" eller "Syn og sagn" – medens den resulterende formålserklæring til gengæld vist bærer mere præg af Henriksen end af Fjord. Duetten sprængtes da også efter et par år, og den historie skal ikke fortælles videre her – interesserede kan finde fragmenter i Kritik 75/76, hvor Fjords version fremlægges, og i Henriksens version i Fjord-festskriftet Bue og Bølge (1999).
Kritiks insisteren på kritikkens vigtighed, tidsskriftets sammenblanding af genrer og dets insisteren på at overskride litteraturens grænser i retning andre kunstarter, videnskab, filosofi og politik, er blevet videreført af redaktioner som Poul Behrendt, Johs. H. Christensen og Klaus P. Mortensen på kanten af 70'erne og 80'erne og Hans Hauge, Astrid Saalbach og Poul Erik Tøjner på kanten af 80'erne og 90'erne. I denne insisteren ligger en grundlæggende opfattelse af kritikken: Den er grænseløs – den trives ikke inden for på forhånd fastlagte grænser og genrer. Den er central, både for det akademiske virke og for den offentlige diskussion af viden, kunst, sæder og politik, der udgør livsnerven i et moderne samfund. Og den er naturligt uendelig – enhver kritisk indsats blotter flanken for en ny og senere kritisk kommentar.
Muligheden for kritisk at bedømme kunstværker, afhandlinger, synspunkter, politikker, ideologier, religioner osv. udgør hjerteblodet i moderne samfund, for hvem det er centralt at være selvkritiske og stå i en konstant proces af selv-korrektion og pluralisme. Skal man pege på noget, der adskiller moderne demokratier fra autoritære samfund, så er det den centrale rolle, kritikken spiller, og de samfundsmæssige institutioner, der muliggør kritikken. Men hvilken basis har kritik i vore dage? Hvilke instanser kan den henvise til? Har litteraturen den kritik, den fortjener? Har de andre kunstarter? Hvilke institutioner er vigtige for kritikkens liv? Er nogen mere berettiget eller kapabel til at udøve den end andre? Er der personer, grupper eller emner, der bør forskånes for kritik? Kan kritik mimes eller foregøgles og blive til attitude? Det er blot et udvalg af de spørgsmål, som skribenterne i dette nummer besvarer.
I forhold til kritikkens institutioner og den offentlighed, den udfolder sig i, er der mange farer på færde. Kritikkens base i den trykte presse, som jo har været hjemsted for kritik af forskellig art – og ikke mindst kritisk journalistik – er truet af det betalende publikums gradvise forsvinden. I det politiske felt presses kritikken af blokpolitik og topstyring af partidisciplinen, der gør det vanskeligt for politikere, og især parlamentarikere, at ytre sig med noget, der bare ligner kritisk selvstændighed. Den åbne kritiske dialog om målene for det gode samfund er sat i bero af den internationale konkurrencedagsorden, hvis indiskutable summum bonum er vækst og velstand. Som samfundsinstitutioner reduceres universiteterne let til midler for dette mål, hvilket betyder, at kritikkens base også her er under pres. Koncern-ificeringen af universiteterne betyder belønning af virksomhedsloyalitet, entreprenørskab og faglig hyperspecialisering – og ikke af fri kritisk intellektuel virksomhed – hos de ansatte. En tilsvarende snæver professionalisering er en markant tendens blandt mange forfattere i dag, der helst afstår fra at blande sig eller i det hele taget ytre sig i andre former end kunstlitteratur. Også på det felt er kritikken trængt.
Kritik er ofte uforenelig med karrierepleje, og derfor udgør denne udvikling en nærværende trussel mod kritikken inden for både politik, æstetik og videnskab. Bagsiden af karrierens etos er nemlig en fiksering på succeskriterier og præmier (point fx!), som i bund og grund er sagen uvedkommende, hvad end sagen så er sandhed, skønhed eller retfærdighed. I de peer-reviewede tidsskrifters tidsalder har Kritik stadig som en central del af sin berettigelse at lade akademiske artikler og introduktioner mødes med essayistik, indgående anmeldelser (fra 2006 også af ny dansk skønlitteratur) og debat, der er fagligt velfunderet – og samtidig anfægtet. Eller som Villy Sørensen skrev i en dagbogsoptegnelse, som sædvanlig med et ordspil: ”Litteratens umiddelbare mål må ikke være at få noget optaget – men at være optaget af noget”.
Kritikkens egen status er lige så naturligt genstand for kritik og diskussion. Vi – Kritiks aktuelle redaktør-team siden nr. 173 – har således været rasende uenige om et eminent kritisk fænomen som Muhammed-krisen, som vi endte med at skrive hver sin bog om med hver sin medforfatter, Thomas Bredsdorff og Kjældgaards Tolerance (2008) og Jens-Martin Eriksen og Stjernfelts Adskillelsens politik (2008) – to uenige bøger, der tematiserer kritikkens mål og midler, og som forbinder sig med forskellige strømninger inden for samme tradition, nemlig oplysningens filosofi. På et dybere niveau er vi imidlertid enige om kritikkens uomgængelige og centrale rolle. Derfor dette nummer, som vi – mere af praktiske end af dybt ontologiske grunde – har inddelt i tre kritiske felter: filosofisk kritik, politisk kritik og æstetisk kritik. Takket være generøse fondstildelinger har vi været i stand til at indkalde originalbidrag fra en række internationale kritikere af tung kaliber, der mødes med fremstående danske skribenter i en kalejdoskopisk kortlægning af kritikkens historiske positioner og dens situation her og nu.



De seneste ledere
Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Bøjet hen imod en fremmed lighed
Leder, nr. 210, April 2014

Krop(u)muligheder
Leder, nr. 209, December 2013

Gentrificering
Leder, nr. 207, April 2013

Liberalisme og kultur
Leder, nr. 206, December 2012

Tegneseriens æstetik
Leder, nr. 205, November 2012

Fælles europæisk kulturdebat
Leder, nr. 204, Juni 2012

Universitetsvirksomheder
Leder, nr. 203, Marts 2012

Fantasy
Leder, nr. 202, December 2011

Kreativitet
Leder, nr. 201, Oktober 2011