Leder

Universitetsvirksomheder

nr. 203, Marts 2012

Saif al-Islam Gaddafi sidder i dag i et libysk fængsel og venter på at komme for retten – desværre nok i sit hjemland, selv om der også er bud efter ham fra FN’s Krigsforbryderdomstol. Som tidligere nummer to i Libyen efter sin afdøde fader Muammar Gaddafi påhviler der ham et stort ansvar for regimets forbrydelser mod menneskeheden. Men for bare fire år siden var det ikke en domstol, Saif Gaddafi skulle forsvare sig overfor, men sine professorer på universitetet. På London School of Economics (LSE) blev han i 2008 ph.d. på en afhandling, som blandt andet David Held – en af verdens førende demokratiteoretikere – havde været vejleder på. I forordet takkes Joseph Nye fra Harvard – berømt især for sin teori om blød magt i internationale relationer – for gode råd og vejledning.

Saif Gaddafis optræden på LSE rummer et memento for universiteterne af i dag. Én ting er, at en diktatorsøn får adgang til et af verdens fineste universiteter – og modtager undervisning og vejledning af eksperter i alt det modsatte af det, hans faders regime repræsenterer. Det er højt spil, men det er også lighed for loven, og det kunne der muligvis komme noget godt ud af. Noget helt andet er LSE’s skamløse fundraising hos denne specielle studerende. Seks uger efter, at Gaddafi juniors ph.d.-afhandling var blevet antaget, foreslog David Held sin studerende at give et tilskud til sit Centre for Global Governance. Fluks kom der en donation på £ 1.500.000 – 13,5 millioner kroner – til Held, som LSE efter visse overvejelser valgte at tage imod.

Det var mildt sagt uheldigt. For da oprøret i Libyen brød ud, fulgte en skandale i London. Bag ved dr. Gaddafis politologi-lingo og reformretorik befandt der sig en forbryder, som ikke skyede magtmidler af den hårdeste slags for at opretholde regimet. LSE blev stærkt kompromitteret – rektor Howard Davies måtte trække sig, David Held er der heller ikke længere, og selv skolens største koryfæ, Lord (Anthony) Giddens – der var tilknyttet Centre for Global Governance og havde været på forelæsningsrejser til Libyen og optrådt på tv sammen med Gaddafi senior – måtte forsvare sig.

Efterfølgende er LSE’s forbindelser til Libyen blevet kortlagt i en undersøgelse, Woolf-rapporten, som universitetet selv har bestilt. Rapporten, der bør være pligtlæsning for alle rektorer, ser blandt andet på sagen i sammenhæng med den internationale konkurrence – om midler ikke mindst – som universiteterne befinder sig i. Gaddafi-affæren viser tydeligt en bagside ved, at universiteterne i dag drives som virksomheder, med tilvejebringelsen af penge som et rationale, der ofte kan overtrumfe deres andre ædlere og mere principielle formål. LSE tilsidesatte videnspolitiske og etiske hensyn, som burde have været overholdt. Men hvem kunne det ikke ske for nu om dage, hvor universiteternes iver efter at skaffe midler let kommer til at træde andre hensyn under fode?

Gaddafi-skandalen på LSE er ingen enlig svale. Saudi-Arabiens enorme olieindtægter kanaliseres ikke kun om i en verdensomspændende kampagne for wahhabismen – den stærkt reaktionære islamistiske vækkelse i landet. Oliemidlerne har også siden 1970'erne via hovedrige saudiske prinser støttet mange vestlige universitetsinstitutter, der bedriver mellemøststudier, arabiske studier, islamiske studier. Men kan man have tiltro til, at sådanne institutter i alle tilfælde kan bevare den kritiske distance og ikke indretter deres forskning efter bevillingsgiveren? Tør man knurre ad den hånd, der leverer foderet?

Den velbeslåede saudiske prins Alaweed bin-Talal gav fx i 2005 ikke mindre end 40 millioner dollars til islamstudier på Harvard og Georgetown universiteterne. Han støtter også islamstudier på britiske universiteter som Edinburgh, Cambridge og Exeter samt de amerikanske universiteter i Cairo og Beirut – samtidig med, at han med den anden hånd giver omfattende støtte til familier til selvmordsbombere. Kritikere fremhæver, at bin-Talals omfattende aktiviteter kan tjene til at hvidvaske det saudiske image i Vesten – sideløbende med at staten underhånden giver omfattende støtte til antivestlige bevægelser. Men der er ikke kun oliesheiker i spil på denne glatte bane. Også kristne og jødiske rigmænd donerer midler til universitetsstillinger og -institutter med slet skjulte politiske agendaer.

Gaddafi-sagen blev synlig, fordi magten skiftede hænder i Libyen. Dermed demonstrerer affæren også den prøvesten, som universiteternes engagement med ikke-demokratiske personer, lande eller foretagender bør måles på. Hvordan vil de måske engang kommende demokratiske magthavere i Saudi-Arabien eller Kina se på vores tjenstvillige akademiske samarbejdspolitik med deres ikke-demokratiske forgængere i dag? Som bidrag til at bringe demokratiseringen i stand, som pleje af egne økonomiske og karrieremæssige interesser – eller decideret som støtte til at hindre demokratiseringen? Det spørgsmål bør give anledning til overvejelse hos tidens universitetsentreprenører, som for øjeblikket er ved at falde over hinanden i deres bestræbelser på at banke filialer op på ikke-demokratisk territorium.

De seneste ledere
Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Bøjet hen imod en fremmed lighed
Leder, nr. 210, April 2014

Krop(u)muligheder
Leder, nr. 209, December 2013

Gentrificering
Leder, nr. 207, April 2013

Liberalisme og kultur
Leder, nr. 206, December 2012

Tegneseriens æstetik
Leder, nr. 205, November 2012

Fælles europæisk kulturdebat
Leder, nr. 204, Juni 2012

Fantasy
Leder, nr. 202, December 2011

Kreativitet
Leder, nr. 201, Oktober 2011

Kritik om kritik
Leder, nr. 200, September 2011