Leder

Tegneseriens æstetik

nr. 205, November 2012

"Nedsparing", "Afdragsfrihed", "Ban krådgiver" – metaforer er sjældent uskyldige. Gældskrise er overskriften for den økonomiske tilstand, som vi i Vesten befinder os i, og sådan vil det nok være i en rum tid fremover. Efter mange års gældsfinansieret overforbrug er det fast arbejde for politikere og embedsmænd at slukke nationaløkonomiske ildebrande med den ene ”redningspakke” efter den anden. Hvilket kun er symptombehandling, mens de dybereliggende årsager – ikke mindst den ny globale arbejdsdeling, med produktionsøkonomier i Øst og forbrugsøkonomier i Vest – kræver massiv rodbehandling. En af problemets rødder er den enten alt for lemfældige eller skruppelløst overlagte sproglige omgang med begrebet gæld. Gæld er penge, man skylder væk, og som man er forpligtet til at betale tilbage. Stifter man gæld, afgiver man et løfte – om at betale tilbage – og man underkaster sig i visse henseender långiverens autoritet. “Den rige er herre over de fattige, og låntageren er långiverens træ”, står der allerede i Ordsprogenes bog. I veldoseret omfang er gæld et stærkt værdifuldt instrument, der tillader innovative personer at igangsætte deres gode ideer uden familieformue i ryggen – men i den forvredne overdrivelse, der har bredt sig, løsriver den sig og bliver en ødelæggende kraft.


Gældens karakter af forpligtelse har man kulturelt og kommercielt set gjort meget for at fortrænge i Danmark i det forløbne tiår. Ord som ”friværdi”, ”nedsparing”, ”flexlån®” og ”afdragsfrihed” har bidraget til at ændre opfattelsen af låntagning til det stik modsatte af, hvad det er – til en slags forbrug af en opsparet formue, uden forpligtelser. Disse finansielle instrumenter er i boblens vækstperiode blevet oversolgt af en finanssektor, der hæmningsløst og med sløset kreditvurdering har smidt lån i hovedet på hvem som helst – et pyramidespil baseret på forventning om at de gældsposter, man ikke selv nåede at profitere af, ville blive godtgjort af staten, når boblen brast. Ved sproglig manipulation er det i vid udstrækning lykkedes at forvandle restance til rigdom, og forpligtelse til frihed, i mange menneskers bevidsthed. Den falske bevidsthed har bundfældet sig godt og grundigt i den danske befolkning, som ifølge nogle opgørelser hører til den mest gældsatte i verden i dag. Hvert kvartal sætter RKI-registret over dårlige betalere ny rekord. På den anden side af bankernes skranker har selvbedraget ikke været mindre – der har långivningen taget sig ud som en slags provisionsgivende salg, og ikke som en risikopådragelse, og titlen "bankrådgiver" er kommet til at antyde en person, der rådgiver banken om at udnytte kunden mest muligt. For de politiske magthavere har illusionen været bekvem. Den enorme gældssætning har skabt indtryk af vækst og stigende levestandard, mens forbrugets reelle basis i produktivitet og innovation og konkurrenceevne er stagneret i tidsrummet.

Kulturen har være med til at sætte gældsfælden op, bl.a. i form af den stride strøm af boligprogrammer på tv, og er nu med til at demontere den igen, bl.a. i form af reality-programmer om privatøkonomiske freaks med indlysende urealistiske forbrugsforventninger og et forskruet forhold til gældsættelse. I England har en roman som John Lanchesters ’Capital’ med stor satirisk præcision skildret boligboblens socialpsykologi. Den langt mere almene besindelse på, hvad gæld er, og hvad gæld indebærer, har vi dog endnu til gode. I teorien burde den kunne samle begge politiske fløje ud fra forskellige motiver: Venstrefløjen, som skylder sine vælgere at forsvare dem mod finanssektorens grove udnyttelse, og højrefløjen, som burde huske på, at økonomisk ansvarlighed er et bærende element for det borgerlige myndighedsideal. I praksis er det dog tvivlsomt, om det politiske system har styrken til at vriste sig fri af finanssektorens fangarme og dens hær af vildledende metaforer.

Mange tiltag ligger ellers lige for: indførelsen af et centralt gældsregister, afskaffelse af allehånde former for kviklån uden sikkerhed, regulering ved lov af adgangen til de mest risikobetonede former for realkreditfinansiering, undervisning i privatøkonomi i folkeskolen, med mere. Ikke desto mindre forudsætter den langsigtede stabilisering af dansk økonomi også en vidtrækkende revision af vores forestillinger om gæld. Efter så mange år med gigantiske præstationsfri gevinster på boligmarkedet er det sin sag at gøre det tydeligt, at forbrug finansierer man med penge, som man tjener ved at arbejde. Derfor er der brug for sprogkritik af de skadelige metaforer for gæld, som florerer – og en massiv oplysningskampagne om gældsætningens konsekvenser. At vente på det næste lånefinansierede opsving, som mange politikere tilsyneladende gør for tiden, er blot at vente på at en ny lejlighed til at tisse i bukserne.

De seneste ledere
Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Bøjet hen imod en fremmed lighed
Leder, nr. 210, April 2014

Krop(u)muligheder
Leder, nr. 209, December 2013

Gentrificering
Leder, nr. 207, April 2013

Liberalisme og kultur
Leder, nr. 206, December 2012

Fælles europæisk kulturdebat
Leder, nr. 204, Juni 2012

Universitetsvirksomheder
Leder, nr. 203, Marts 2012

Fantasy
Leder, nr. 202, December 2011

Kreativitet
Leder, nr. 201, Oktober 2011

Kritik om kritik
Leder, nr. 200, September 2011