Leder

Gentrificering

nr. 207, April 2013

“Men i tilfældet med gentrifikatorerne bruger jeg ordet “privilegeret” om det faktum, at de ikke var nødt til at være bevidste om deres magt eller om de måder, den var konstrueret på.” Citatet her er fra den amerikanske dramatiker Sarah Schulmans artikel “Dødens og udskiftningens dynamik” som beskriver, hvordan en større gentrificeringsproces og sygdommen aids filtres ind i hinanden i New Yorks historie. Hun åbner KRITIKs nye redaktions første tema om netop gentrificering, et begreb som betegner det fænomen, at et byområde bliver rigere (gentry er engelsk for lavadel) og mere homogent, ofte som konsekvens af et konkret politisk ønske om at få middelklassen til at bo i byen – altså et begreb/fænomen med både socio-økonomiske, kommercielle og demografiske aspekter.

Gentrificeringskritiske stemmer påpeger især den homogeniserende side af den udvikling, som udgrænser de dårligere stillede til fordel for en middelklasse med meget homogene livsholdninger, forbrugsvaner og værdier i det hele taget. En middelklassificering, burde det måske hedde. Det er en vigtig side af sagen, men også et aspekt som har en tendens til at idyllisere underklassens liv som sindbillede på mangfoldighed, på en tabt oprindelig brogethed. En anden og måske endnu vigtigere ting er de magtskjulende mekanismer som knytter sig til gentrificeringsfænomenet.

Gentrificering har med magt at gøre, med magt som manifesterer sig æstetisk. Midt i byen, lige for øjnene og under fødderne af os. Billedkunstneren og aktivisten Brett Bloom giver i sit bidrag en skarp kritik af byområdet Superkilen på Nørrebro i København, ikke mindst af den meget lidt demokratiske tilblivelsesproces som denne “park med ekstrem borgerinddragelse” er en konsekvens af. Den ene redaktør synes i al skamløshed, at superkilen er skideflot – måske som en park med ekstrem mangel på borgerinddragelse, men alligevel. På den måde åbner gentrificeringsspørgsmålet for f.eks. spørgsmål om, om kunst skal være demokratisk.

En klassisk gentrificeringskritik vil måske først og fremmest slå ned på markedet som skurk i homogeniseringsprocessen, men en anden type kritik spørger til, om ikke også velfærdsstaten – i sin hele konstruktion af idealborgeren som forbruger – spiller en rolle i sagen. Billedkunstneren Nanna Gro Henningsen peger således gennem en analyse af det svenske Folkhemmet på velfærdsstaten som gentrificerende i sig selv.

Gentrificering handler om økonomi, æstetik og magt, en magt med et særligt glat, måske funky, ansigt bestemt af særlige økonomiske forhold, en magt som “ser sig i spejlet og tror, det er et vindue” som Schulman også siger. Det er et af de steder, hvor KRITIK bør slå ned. Når magten er usynlig for sig selv. Det interessante er, at Schulman meget hårdnakket negligerer sin egen magt – f.eks. til at udtrykke sig, til at skabe sig et selvbillede, hvori hendes position er uangribelig. Det vil vi gøre alt, hvad vi kan for at undgå – omend bjælken i eget øje altid er sværest at se. Vi på redaktionen vil holde os både vores ansvar og magt for øje. Vi vil se i spejlet og – af al magt – også ud af vinduet. Og vi vil gerne siges imod.

Herskabeliggørelse. Det er den direkte danske oversættelse af gentrification. Spørgsmålet er dog om ikke gentrificeringsbegrebet kan anvendes langt bredere end som en betegnelse for, at ældre bykvarterer saneres og skifter sine beboere ud med et mere ensartet segment. En bevægelse mod ensliggørelse kan, som også Sarah Schulman gør det i sin bog The Gentrification of The Mind, iagttages i mange andre sammenhænge. Globaliseringen (eller hvad man også kunne kalde storkapitalens monopoliseringer) har også haft som konsekvens, at vi handler i de samme butikskæder, spiser den samme sandwich med den samme kop kaffe til, læser de samme bøger og ser de samme tv-serier.

Det kunne man betragte som et demokratiserende fænomen. Demokratisk design hedder det i annoncer fra det store møbelfirma med rødder i Folkhemmet Sverige. Man kunne også argumentere for, at den fælles Dan Brown eller Harry Potter-læsning er et identitetsskabende bolværk mod de forvirrende og måske endda angstprovokerende forskelle, som vitterlig findes i den “globaliserede virkelighed”, hvor alle medier, som i Katarina Frostensons digt om at handle i en bestemt kædebutik, ellers har travlt med at råbe højt om det samme og ingenting.

Men en sådan velment og kulturoptimistisk analyse af bestsellerismen i videste forstand er alt andet end, bæredygtig. Ensliggørelse, forskelsudjævning, homogenisering er hverken godt for mennesket eller for den natur vi forlænger, og som vi i kritisk grad ikke kan finde ud af at leve ordentligt med. Darwin bliver genlæst for fuld tryk i den kritiske forskelstænkning, som den bl.a. findes hos den australske filosof Elizabeth Grosz, i disse år – lige præcis fordi en grundlæggende indsigt fra evolutionslæren også er, at de arter, der har den største mulighed for variation i sig, også er de mest levedygtige. Mulighed for variation – kapacitet for diversitet – er det, som gør livet så stærkt.

Og hvordan stimulerer vi så denne iboende, og for vor overlevelse afgørende, kapacitet for diversitet? Der hvor vi bor, i litteraturen og kunsten, i mødet med dem som ikke ligner os selv sprogligt, vanemæssigt, seksuelt?

Hvad man kan konstatere er, at det på den ene side er meget, meget vanskeligt at (by-)planlægge sig frem til “mangfoldighedskulturer”. Og at det på den anden side er forbandet nemt at få ting til at virke ens. Det er et filosofisk og teoretisk problem, og ét af mange forskellige udgangspunkter for en begyndende tænkning af det kunne være at betragte forskelle som noget, der ikke behøver at være spektakulært store. Man løser ikke problemet med ensartet nybyggeri ved først at bygge et rødt højhus og så bygge et lille blåt hus med bindingsværk ved siden af. At placere et cykelstativ fra Kina og en reklametyr fra Spanien ved siden af hinanden gør ingen forskel. Og man kunne også forestille sig, at det måske slet ikke er de opsigtsvækkende, men de små forskelle der skærper sanserne for de uendelige variationsmuligheder.

Des mindre forskellene mellem de fænomener man møder er, des mere intens bliver oplevelsen af deres diversitet. Den franske fin de siècle-forfatter og store tænker af “forskellighed” og “andethed”, Victor Segalen, nævner et sted, at den “samler” som tror at han samler på ensartede eller beslægtede objekter, begår en eklatant fejltagelse: Det er i Forskellen, at hele interessen ligger. Jo mere

Forskellen er fin, uskelnelig, jo mere vækkes og skærpes sansen for det Forskelligartede. Rød og grøn? Nej da! Rød og rødlig, og så rød og rød med en ubegrænset divisionisme.

Den samme røde men med bittesmå forskelle. Forskelle som opretholder interessen for farven rød.

ef og uao

De seneste ledere
Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Bøjet hen imod en fremmed lighed
Leder, nr. 210, April 2014

Krop(u)muligheder
Leder, nr. 209, December 2013

Liberalisme og kultur
Leder, nr. 206, December 2012

Tegneseriens æstetik
Leder, nr. 205, November 2012

Fælles europæisk kulturdebat
Leder, nr. 204, Juni 2012

Universitetsvirksomheder
Leder, nr. 203, Marts 2012

Fantasy
Leder, nr. 202, December 2011

Kreativitet
Leder, nr. 201, Oktober 2011

Kritik om kritik
Leder, nr. 200, September 2011