Leder

Bøjet hen imod en fremmed lighed

nr. 210, April 2014

Kritik 210 låner sin titel ”Bøjet hen imod en fremmed lighed” fra den tyske filosof Friedrich Schleiermachers tekst om oversættelse Über die verschiedene Methoden des Übersetzens (1813). Teksten har klassikerstatus i oversættelsesteorien og er her oversat af Ester Duarte, hvis oversættelse følger Schleiermachers egen oversættelsesmetode. En metode som handler om at bøje læseren hen imod den fremmedhed, som den oprindelige tekst altid vil have for den læser, som ikke læser den på sit førstesprog. Læseren skal altså bibringes en fornemmelse af at læse på et fremmed sprog UDEN at gøre det.

Schleiermachers tekst når vidt omkring, men den glæde, man finder i den, ved det, som det udefrakommende kan give det velkendte, er opløftende. Og så meget des mere opløftende i en tid, hvor talen og forestillingerne om det fremmede så ofte ender i (absurde) debatter om for og imod. En sådan glæde ved at lade forskelligheder mødes fortjener også en plads midt i debatlandskabet. Som det fejre træ den er.

Man kan spørge sig selv, hvordan man skal beskrive situationen for Karen Blixen, hvis dobbelteksistens som engelsksproget forfatter og dansk selvoversætter Poul Behrendt skriver om i Firmaet Dinesen-Blixen: Når oversættelsesarbejdet allerede finder sted inde i det enkelte menneske?! Men som Schleiermacher indleder sin 200 år gamle tekst med at sige – og som mange, inklusive vi her på redaktionen, oplever på egen ånd og krop hver dag – så kræver rigtig megen mellemmenneskelig samtale nok en eller anden form for oversættelse.

Det oversættelses-vilkår kan også siges at være på spil i James Joyces Ulysses. Ida Klitgård skriver om Mogens Boisen og Jørgen Sonnes oversættelser af Ulysses og også om denne bog-milepæls vel sagtens ”pan-sproglige” sprogforståelse, hvor alle de forskellige sprog, dialekter, jargoner som har gennemstrømmet forfatteren også gennemstrømmer hinanden i værket. En sprogforståelse, hvor fænomenet førstesprog måske allerede i sig selv er undergravet.

At megen mellemmenneskelig samtale kræver en eller anden form for oversættelse er en forestilling som åbner både oversættelsesfænomenet og også sproget og vel også selveste litteraturen op. Når ingen forstår præcis det samme ved det jeg siger som jeg selv gør, så betyder det også, at alt, hvad jeg har sagt altid kan siges på en anden måde. Og det gør opfattelsen af litteraturen som uoversættelig, i hvert fald bare en anelse sprød i kanten.

Schleiermachers hævdelse af at et andet sprogs anderledes tankemønstre kan bibringe ens eget sprog nye indsigter er selvfølgelig ikke ny, men derimod et fænomen som alle dage har været kilde til fantastiske, kreative oversættelser – i litteraturen, men også i f.eks. billedkunsten. Billedhuggeren Sophia Kalkau, som også pryder dette nummers forside, viser, hvordan hun – ganske ofte uden at vide det før bagefter – oversætter andre billedkunstneres værker i sine egne.

Temanummerets vinkel på oversættelse er i det hele taget orienteret mod oversættelsespraksisser i en meget vid forstand: Vi har bedt fire oversættere,Thomas Harder, Karsten Sand Iversen, Mette Holm og René Jean Jensen, om at beskrive deres praksisser. Musikvidenskabsmanden Søren Møller Sørensen skriver om Omar Khayyams mildest talt labyrintiske oversættelses- og udbredelseshistorie, og Max Weber-eksperten Hans Henrik Bruun skriver om sin historie med at oversætte Jean Cocteau.

For Christina Hagen er hele sprogets autoritet under beskydning. I dette nummer af Kritik fortæller hun om sin netop udkomne bog Boyfrind, som hun har skrevet på et efter traditionelle begreber ufuldkomment engelsk ud fra en tanke om at nedbryde ideen om sproglig korrekthed overhovedet, fordi den kan bruges og bliver brug som undertrykkelsesmiddel.

Rasmus Halling Nielsens smukke dobbeltdigte arbejder med engelske google-translate-fordoblinger af digte på dansk, der, som spejle, sættes op ved hvert digt, som en stædig insisteren på, at alting netop altid BLIVER oversat. Om det kan lade sig gøre eller ej! Og den første, danske, tekst står faktisk så meget des klarere, når den netop står stillet op over for sin oversættelse, over for det, at den kunne siges på en anden måde – hvorved alting alligevel er blevet en lille smule anderledes.

Og som Morten Søndergaard citerer Jorge Luis Borges for i sit bidrag, så er originaler også altid oversættelser og oversættelser også altid originaler. Oversættelsen er en angreb på originalen. Et angreb som ikke er til at stoppe igen, når først det er begyndt.

De seneste ledere
Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Krop(u)muligheder
Leder, nr. 209, December 2013

Gentrificering
Leder, nr. 207, April 2013

Liberalisme og kultur
Leder, nr. 206, December 2012

Tegneseriens æstetik
Leder, nr. 205, November 2012

Fælles europæisk kulturdebat
Leder, nr. 204, Juni 2012

Universitetsvirksomheder
Leder, nr. 203, Marts 2012

Fantasy
Leder, nr. 202, December 2011

Kreativitet
Leder, nr. 201, Oktober 2011

Kritik om kritik
Leder, nr. 200, September 2011