Leder

Naturen, det billige skidt

nr. 211, August 2014

I Otto Gelsteds digtsamling Under Uvejret lyder det første digt i afsnittet “Sommerøen” sådan her:

Jeg kommer igen til min Sommerø
Til Naturen, det billige Skidt
og Aspen suser mig mørkt i Møde
og Blitfuglen fløjter: blit, blit!


Gelsteds digt er fra 1934 og udtrykker en holdning, vi kan godt kalde økokritisk i den forstand, at det vil sige noget om relationen mellem mennesket og naturen. Når Gelsted kalder naturen for “det billige skidt”, foretager han en ironisk omvending af forholdet mellem (forbrugs)kultur og natur – eftersom naturen selvfølgelig ikke i sig selv er en vare. Eller eftersom naturen netop er det ubearbejdede materielle udgangspunkt for enhver tænkelig vare, som det kapitaliserende menneske – homo economicus – kan producere. En vareliggørelse som kommunisten og naturelskeren Gelsted forholdt sig kritisk til. Men Gelsted (national)romantiserer heller ikke naturen – aspen suser godt nok jeget i møde, men suset er mørkt.
Økokritik, posthumanisme, ny materialisme, det antropocæne, mørk økologi, dyb økologi og meget mere – kært barn har i sandhed utroligt mange navne! Det kære barn i dette nummer af Kritik er forholdet mellem mennesket og naturen, og selvfølgelig især dette forholds karakter lige nu, dette forholds tilstand lige nu. Mængden af navne som denne relation går under i disse år må siges at pege på dens centrale placering i både den almindelige debat og i vores allesammens liv.
For så vidt som menneskets forhold til naturen har været på dagsordenen i hvert fald i et par tusinde år, er økologiske problematikker ikke et tidsbundet fænomen – menneskets forhold til naturen har altid arbejdet i poesien, i filosofien, i kunsten – men måske er en afgørende forandring alligevel undervejs. Og den står rimeligvis i forbindelse med den globale opvarmning.
Elizabeth Grosz nævner i sin artikel om Darwins aktuelle betydning for humaniora, at Freud udpegede tre begivenheder som skelsættende slag i ansigtet på antropocentrismen – menneskets tilbøjelighed til at placere sig selv i centrum af universet. Det første slag er den kopernikanske vending (at det er jorden, der drejer rundt om solen, ikke omvendt), det andet slag er Darwins evolutionslære, og det tredje er Freuds egen teori om det ubevidste, som demonstrerer, at mennesket ikke engang er herre i eget hus. Som Grosz er inde på, kunne man svare Freud (som Jacques Derrida gør det i sin sidste bog Det dyr, jeg altså er), at det andet slag øjensynligt er prellet af på os – eller vi har måske vendt den anden kind til?     
For Darwin indtager mennesket ikke nogen særstatus i naturen. Han betoner derimod kontinuiteten mellem mennesket og dyret. Men udgør den erkendelse for alvor udgangspunktet for den måde, vi tænker forholdet mellem menneske og natur, menneske og miljø på i dag? Og er det overhovedet så enkelt at sige, hvilket resultat vi kommer frem til, når/hvis vi medgiver, at mennesket er et dyr på linje med andre dyr? Der løber under meget af tidens menneske-natur-tænkning en forestilling om, at HVIS vi bare erkendte – til bunds så at sige – at mennesket blot er et dyr blandt andre dyr, at mennesket er natur sammen med de øvrige naturer, HVIS vi bare lige opgav den antropocentriske position, SÅ ville mennesket også begynde at opføre sig anderledes – det vil sige BEDRE – over for de andre dyr, væsner, ting, planter, som det nu engang står i forhold til. Men er det overhovedet givet? Kunne man ikke netop sige, at mennesket for så vidt som det erkender, at det er et dyr som alle andre, heller ikke behøver at påtage sig det ansvar at sørge for de andre dyr? Ligesom edderkopper ikke sørger for fluer, ligesom løver ikke sørger for lam? Hvis mennesket IKKE er hævet over andre dyr, så har det vel heller ikke ansvar for dem? Og videre: Når mennesket nu er blevet så “kolossalt” – som Sverre Raffnsøe påpeger – at i hvert fald nogen finder det passende at opkalde den indeværende geologiske tidsalder efter os, som den antropocæne tidsalder, fordi vores påvirkning af jorden fra og med den industrielle revolution har været så iøjnefaldende, er det så ikke helt ironisk at klandre mennesket for antropocentrisme?
Dette nummer af Kritik tager fat på disse spørgsmål ud fra ret forskellige, men alligevel nært beslægtede vinkler: Evolutionslærens eventuelle konsekvenser for humaniora og dyrets position i litteraturen og de øvrige kunstarter (Elizabeth Grosz, Amelie Björck, Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff), naturmenneskets etiske fordringer (Arne Grøn), kontinuiteten mellem naturens former og digtningens (Anne Gry Haugland), forestillingen om det posthumane menneske – også kaldet cyborg-teorien – som den er blevet udviklet af Donna Haraway (Erik Steinskog, Ida Bencke), og idéen om, at vi befinder os i den antropocæne tidsalder (Sverre Raffnsøe, Dan Ringgaard, Ferdinand Ahm Krag), og hvordan det artikuleres i vores forhold til fænomener som landskabet og vejret.
I de allerfleste tilfælde er vinklen æstetisk – det, der spørges til, er, hvad sproget, romanen, billedkunsten, poesien, popmusikken, horrorfilmen har at sige os om menneske-naturrelationen. Er der grund til at tro, at kunsten kan give os adgang til alle naturerne, til alt det billige skidt – som efterhånden koster os så dyrt! – og til os selv på en anden måde, end det er tilfældet for FN’s klimarapporter? Er der grund til at undlade at tro på det?

ef og auo

De seneste ledere
Naturen, det billige skidt
Leder, nr. 211, August 2014

Bøjet hen imod en fremmed lighed
Leder, nr. 210, April 2014

Krop(u)muligheder
Leder, nr. 209, December 2013

Gentrificering
Leder, nr. 207, April 2013

Liberalisme og kultur
Leder, nr. 206, December 2012

Tegneseriens æstetik
Leder, nr. 205, November 2012

Fælles europæisk kulturdebat
Leder, nr. 204, Juni 2012

Universitetsvirksomheder
Leder, nr. 203, Marts 2012

Fantasy
Leder, nr. 202, December 2011

Kreativitet
Leder, nr. 201, Oktober 2011

Kritik om kritik
Leder, nr. 200, September 2011